Én af Europas hurtigst voksende plantebaserede virksomhed Meatless Farm med danske Morten Toft Bech som stifter er nu i opløbet af virksomhedens anden investeringsrunde på under et år. Runden er sat til at lukke i marts og målet er 75 millioner dollars, eller knap 460 millioner kroner. Beløbet skal bruges til at styrke virksomhedens forsyningskæde og understøtte den igangværende globale ekspansion heriblandt i Danmark.
I 2016 grundlagde den danske iværksætter Morten Toft Bech virksomheden Meatless Farm med troen på, at stor volumen og god smag er vejen til en mere bæredygtig verden. Selskabets mission er at finde et smagfuldt alternativ til kød, som er økonomisk tilgængeligt og let at gå til, så flere får lyst til at skære ned på forbruget af kød.
Efter flere års udvikling gik Meatless Farm i 2018 ind på det britiske marked med deres friske, plantebaserede hakkekød. I dag er virksomheden et af Storbritanniens hurtigst voksende plantebaserede brands og tilgængelig i 24 lande. Ved årsskiftet lancerede Meatless Farm desuden deres produkt i Danmark for også at inspirere danskerne til at spise mere plantebaseret.
Investeringer i vækst og innovation
Efter massiv vækst er den hurtigt voksende virksomhed endnu engang på jagt efter investeringer og forventer at lukke finansieringsrunden allerede i marts:
– Vi vil udnytte investeringerne til en yderligere ekspansion af Meatless Farm, til at forstærke vores fremstillingsprocesser og til at udvikle endnu flere produkter med bæredygtigheden i fokus, fortæller Morten Toft Bech. Virksomheden går derfor all in på at skaffe midler til at udvikle nye bæredygtige løsninger, der matcher det stigende behov.
Jagten på millionbeløbet kommer i kølvandet på virksomhedens seneste investeringsrunde på knap 200 millioner kroner, som blev afsluttet i juni 2020. Sommerens runde muliggjorde indtoget på nye markeder.
En start-up i veteranudvikling
Med kun tre år i markedet er Meatless Farm stadig en ung start-up, men virksomheden har på ingen tid erobret volumen som en veteran.
– Som det hurtigst voksende plantebaserede brand i Storbritannien har vi positioneret os som en af de ledende spillere i det globale plantebaserede marked. Vi forudser et tocifret væksttal i de kommende år og forventer en omsætning på op til 200 millioner dollars inden 2022, forklarer Morten Toft Bech.
På en bæredygtig mission
Der er et stigende politisk fokus på sundhed og bæredygtige fødevarer i Danmark. Med FN’s COP26 konference senere i år dominerer klimaforandringer den politiske agenda. På samme måde arbejder Meatless Farm aktivt for en bæredygtig fremtid. Her handler missionen dog ikke om de store politiske linjer, men om spisevanerne hjemme hos forbrugerne.
– Jeg er rigtig glad for, at vi i marts lukker en millioninvestering, så vi kan fortsætte vores rejse med at udvikle bæredygtige produkter til alle forbrugere, der tænker på klima, sundhed og en bæredygtig fremtid, siger den danske iværksætter.