I 2016 vandt Hørkram vandt et udbud fra den offentlige indkøbscentral, SKI til en anslået værdi på 1,6 mia. kr. Virksomheden har derfor leveret mad til køkkener i mange af landets kommuner i godt et år, men nu har Klagenævnet for Udbud underkendt sejren.
Dansk Cater havde indklaget SKI for Klagenævnet for Udbud, og har nu fået medhold i en del af selskabets ni klagepunkter. Det betyder ifølge Berlingske Business, at den store kontrakt måske helt skal annulleres.
– Vi er glade for, at klagenævnet er kommet frem til det samme som os: At måden, som evalueringsmodellerne for kvalitet og pris var lavet på, ikke var den rigtige måde at gøre tingene på, siger finansdirektør i Dansk Cater, Henrik Ellegaard til avisen.
SKI meget overraskede over Klagenævnets kendelse blandt andet, fordi et klagen kom fra den tilbudsgiver, der var længst fra at vinde udbuddet:
– Fødevareaftalen er i vores optik en rigtig god aftale med stort fokus på kvalitet, et fuldt økologisk sortiment og særdeles attraktive priser. Kommunerne har da også været rigtigt godt tilfredse med aftalen, siger udbudsdirektør Christian Lunding til Berlingske Business.
Han tilføjer, at SKI arbejder på højtryk for at finde ud af, hvordan kendelsen stiller kommunerne.
– Samtidig overvejer vi, hvad der er bedst for vores kunder på længere sigt. Vi overvejer derfor, om vi skal få afprøvet kendelsen ved domstolene. Vi tager selvfølgelig kendelsen til efterretning, men vi mener samtidig, at vi har truffet de rigtige beslutninger i udbudsprocessen ved også at lade evalueringen bero på produkternes kvalitet.
Også Hørkram og Dansk Cater overvejer, at gå til domstolene.
– Der er en hel del kunder, der er skiftet fra os på grund af den her SKI-aftale, og en eventuelt erstatningssag er helt klart noget, som vi sammen med vores rådgivere vil overveje, siger Henrik Ellegaard fra Dansk Cater til Berlingske Business.
– Vi er kommet i klemme her, og vi er ved at se på vores muligheder for, hvad vi kan gøre, afhængigt af hvad SKI kommer med, siger Preben Berg Kristensen fra Hørkram, der påpeger, at virksomheden har investeret i biler, mandskab, og udbygget to foodservice-centre efter kontrakten blev indgået.