DLG-koncernen havde i første halvår 2021 en omsætning på 26,3 mia. kr., hvilket er en stigning tæt på en milliard kr. sammenlignet med første halvår 2020. Driftsresultatet (EBITDA) blev på 889 mio. kr., ift. 777 mio. kr. i samme periode sidste år. Resultatet før skat landede på 298 mio. kr., mod 180 mio. kr. i 2020.
– Vi kommer ud af første halvår med en flot indtjeningsvækst, som er drevet af fremgang inden for vores Agribusiness-aktiviteter i Danmark og i Tyskland, samt i vores store tyske energi- og byggemarkedsforretning, Team SE. Desuden fortsætter de gode takter fra sidste år inden for vores globale Premix & Nutrition-forretning, og på tværs af alle lande har koncernens medarbejdere endnu engang ydet en kraftpræstation. Det er alt i alt et særdeles tilfredsstillende resultat, vi har skabt, i et på nogle områder udfordrende første halvår, siger Kristian Hundebøll med henvisning til Covid-19 pandemien, store prisudsving på korn- og råvaremarkedet samt forsyningsusikkerhed inden for især byggematerialer.