Ved årets store internationale fagmesse for slagterbranchen ”SUFFA” i Stuttgart har Slagter Lampe høstet stor anerkendelse for sin kvalitet og den gode smag med 16 medaljer, 14 i guld, 2 i sølv og ikke mindst 3 ærespokaler i kategorierne ”Pølser” og ”Spegepølser”
– Det er meget overvældende, og vi er utrolig glade for at få medaljer med hjem for samtlige indsendte produkter. Det er en stor anerkendelse for vores håndværk og et skulderklap til alle vores medarbejdere, som hver dag sikrer at kvaliteten er i orden. Det er som at gå til eksamen, når vi sender produkter til bedømmelse hos tysk fagjury, som netop er kendt for deres ekspertise indenfor pølser. Men det er også en vigtig del af processen i at fastholde kvaliteten på eksisterende produkter og teste nye varianter før de lanceres på markedet, udtaler Steen Lampe og fortsætter:
– Vi udvikler løbende nye produkter, og det giver da ekstra blod på tanden, når vi får 4 medaljer på produkter, som præsenteres på markedet i løbet af foråret. Produkterne indgår i et af flere koncepter, som rulles ud i 2019.
Kålpølser får guldmedalje for fjerde gang i træk
Blandt guldvinderne er også en gammel kending – den sønderjyske kålpølse, som for fjerde gang i træk får guldmedalje fra international fagmesse, hvilket betyder specielt meget for Slagter Lampe, da kålpølsen altid har været en af pølsemageriets førende produkter og har været med i alle 3 generationer. Årets grillpølse 2018 – Cheese BBQ Frankfurter – faldt også i den internationale jurys smag, der var enige med danskerne om, at Steen Lampe har ramt plet på smag og kvalitet.
Læs mere om Slagter Lampe i Food&Drink via linket her: Slagter Lampe i Food&Drink