Når Foodtech løber af stablen 13.-15. november 2018 i MCH Messecenter Herning suppleres messen af den store internationale kongres ‘IFC World Congress’, der sætter fokus på genbrug af vand i fødevareindustrien.
Vand er efterhånden blevet en dyr råvare – både i indkøb og når man skal af med vandet som spildevand. Flere steder på kloden er der direkte mangel på rent drikkevand, så der er god grund til at spare på vandet for at sikre rent drikkevand til de kommende generationer. Fødevareindustrien bruger store vandmængder, og derfor er både den danske og globale fødevareindustri meget interesseret i at spare på vandet og genbruge deres proces- og spildevand.
Det er faktisk muligt at genbruge spildevandet – og det er præcis, hvad der er fokus for den internationale kongres, der afholdes samtidig med FoodTech. Kongressen bærer navnet ‘IFC World Congress’, og præsenterer den seneste viden og muligheder inden for bæredygtigt vandforbrug og genbrug af vand i fødevareindustrien.
Spildevand kan renses og genbruges
Kongressens program opdateres løbende, og blandt andet kan det nævnes, at direktøren for Landbrug og Fødevarer, Karen Hækkerup, og formanden fra Carlsberg Group, Flemming Besenbacher, vil være at finde blandt hovedtalerne.
En ekspertgruppe med særligt kendskab til vandrensning og genbrug af vand står bag udarbejdelsen af kongressen. En af dem er Søren Nøhr Bak, der er direktør i Grundfos BioBooster. Han fortæller:
– Målet med kongressen er at give deltagerne indsigt i de tekniske og økonomiske muligheder for genbrug af vand, herunder hvordan man kan genbruge sit vand uden at gå på kompromis med fødevaresikkerheden. Ligeledes vil kongressen afsløre, hvor langt man er nået med hensyn til bæredygtig brug af vand i fødevareindustrien. Hvad kan der gøres her og nu? Og hvilke udfordringer står vi over for?
Bæredygtig brug af vand
Programmet er skruet sammen, så deltagerne vil blive introduceret for fødevareindustriens mål og strategier for bæredygtighed – ligeledes gennemgås forskellige fremtidsscenarier med hensyn til vand og vandforbrug. Udvalgte eksperter vil præsentere den sidste nye viden om vandrensning, fødevaresikkerhed og målemetoder.
Tilsvarende vil procesleverandører gennemgå de sidste nye mulige tekniske løsninger, og deltagere fra fødevareindustrien vil fortælle om konkrete aktuelle eksempler på bæredygtig brug af vand, herunder genbrug og recirkulering af vand i fødevareindustrien.