De fede tider er forbi for denne omgang for landmændene, der har set priserne på varer som kød og mælk tage markante dyk de seneste måneder. Det betyder, at mange kan se frem til lavere indtjening i 2018. Ifølge videnscentret Seges vil det gennemsnitlige underskud for den svagest stillede tredjedel af svineproducenterne udgøre én million kroner.
Men Torben Flinch, der er direktør for Østdansk Landboforening, sporer ingen panik her og nu.
– Generelt er landmænd jo vant til, at tingene går op og ned. Derfor bliver vi heller ikke forskrækkede over, at priserne er faldet, som de er. Vi havde bare håbet på, at vi havde nået at få mere luft til økonomien, inden det skete, siger han.
En del landmænd døjer stadig store med store gældsposter fra årene, hvor priserne for alvor var i bund. Og selv om sidste år var et jubelår for erhvervet, så er det ifølge Torben Flinch ikke alle landmænd, der har indhentet efterslæbet.
Arne Jørgensen er områdedirektør for landbrug i Sydbank, der har mange landbrugskunder. Han hæfter sig også ved, at det ikke er første gang, at landbruget oplever prisfald. Og han bekræfter, at der er landmænd, der stadig har ondt i økonomien.
– Men det er meget individuelt, for det afhænger af, hvor effektivt landbruget er, og hvordan det er kapitaliseret, siger han.
Af børshensyn vil Arne Jørgensen ikke fortælle, hvordan de aktuelle prisfald påvirker Sydbanks kreditpolitik.
Det er imidlertid afgørende, at landmændene fortsat kan låne penge udefra, siger Torben Flinch.
– Danske landmænd er nogle af de mest veluddannede i verden, og de kan omstille sig relativ hurtigt til nye metoder og ny teknologi. Men det kræver adgang til fremmed kapital at kunne udnytte den viden, og at landmanden samtidig er en dygtig virksomhedsleder, siger han.
Ifølge Jyllands-Posten har landbrugets samlede gæld de seneste år ligget konstant omkring 350 milliarder kroner.