Med Rotosolveren fra Admix er det muligt at få opløst selv de mest vanskelige ingredienser til en ensartet blanding, der eksempelvis kan passere de fineste nåle i multistiksprøjte.
Af Klaus Hansen
Ikke alle ingredienser er nemme at få dispergeret og opløst i vand eller et andet opløsningsmiddel på kort tid. Visse ingredienser som f.eks. CMC (carboxy-methyl-cellulose), xanthan- og guar-gummi, proteiner, modificerede stivelser, pektin, carrageenan og hydrokolloider kan være særdeles vanskelige at få opløst til en homogen blanding. Men der er hjælp at hente. Med den effektive Rotosolver fra Admix opløses selv de mest vanskelige ingredienser hurtigt og effektivt. Det giver fuld udnyttelse af ingrediensernes funktion og virkning i de færdige produkter.
Rotosolveren er en high-shear mixer, der består af en motor, et lejehus, en aksel og et roterende hoved. Rotosolveren kan leveres i forskellige modeller – afhængig af hvad der skal blandes og i hvilke mængder. De forskellige modeller har forskellige størrelser på blandehovedet, der kan rotere fra 900 og op til 3600 omdrejninger pr. minut. Det betyder at praktisk talt alle ingredienser kan blandes hurtigt og effektivt med et perfekt resultat
Vi giver procesgaranti
– Vores opgave er at hjælpe kunderne med at blande ingredienser hurtigt og effektivt i en tank. Derfor går vi i tæt dialog med kunden og skruer en mixerløsning sammen, der virker, og som kunden bliver fuldt tilfreds med, fortæller Knud Erik Juhl Jensen fra Admix. Han fortsætter:
– Vi er ikke bange for at give procesgaranti. Den betyder, at vi garanterer, at vores mixerløsning lever op til kundens specifikationer. Det skyldes, at vi kender vores mixere til bunds, og vi har masser af praktisk erfaring med at finde den rigtige mixerløsning til de forskellige applikationer.
– Hvis en kunde gerne vil afprøve en Rotosolver på forhånd, så er det muligt. Typisk vil vi køre et forsøg i vores pilot anlæg i Danmark med en batchstørrelse på mellem 3 og 250 l så kunden kan vurdere Rotosolverens funktion og effektivitet af på sine egne produkter før køb.
– Hvis vi har kørt test og en af vores high-shear-mixere ikke virker som specificeret, så tager vi den tilbage eller finder en anden løsning, siger Knud Erik Juhl Jensen fra Admix.
Rotosolveren indgår i Fomacos lagemixere Fomaco er kendte for deres store multistiksprøjteanlæg, der anvendes til at injicere ingredienser ind i forskellige kødprodukter. Fomaco sælger deres multistiksprøjter til hele verden.
Men nogle af de ingredienser, der injiceres ind i kødet, kan være vanskelige at få opløst fuldstændigt i sprøjtelagen, der kan indeholde mange forskellige ingredienser.
For at sikre at de forskellige ingredienser bliver fuldstændig opløst, anvender Fomaco Rotosolveren fra Admix i deres lagemixere. Kanylerne i stiksprøjteanlægget har en meget lille diameter, 0,8 mm. Og disse små kanyler ville hurtigt stoppe til, hvis lagen ikke var fuldstændig homogen, og alle ingredienser var dispergeret og opløst i vandfasen. Derfor er det af afgørende betydning, at den forudgående mixning er effektiv og komplet.
– Rotosolveren fra Admix har vist sig at være særdeles effektiv og derfor anvender vi denne mixer i vores lagemixere, fortæller Brian Rasmussen fra Fomaco og fortsætter:
– Det har vi gjort de sidste mange år, og vi er fuldt ud tilfredse med denne mixer. Det giver også os en sikkerhed at de lagemixere, som vi sælger til vores kunder world wide er af højeste kvalitet, effektive og fungerer perfekt.