Banana Cph, der producerer konfekture og is med overskudsbananer er gået sammen med juiceproducenten Frankly Juice om at lave et nyt produkt, der sikrer at gulerodspulp og bananer ender som tiltænkt – i forbrugernes maver.
Banana Cph er teamet op med juiceproducenten Frankly Juice. Banana Cph opkøber overskudsbananer fra detailbutikkerne, hvor bananerne er blevet for brunplettede i skrællen, og ikke længere er til at sælge i butikkerne. For at mindske madspildet bliver bananerne lavet til smagfulde veganske kager, is og treats – og nu også gulerodskager. Frankly Juice, der til dagligt laver økologisk juice, skal levere overskydende gulerodspulp fra deres juiceproduktion, der sammen med Banana Cph’s kagebase af overskudsbananer resulterer i den smagfulde veganske gulerodskage. Banana Cph og Frankly Juice ønsker med dette produktsamarbejde igen at understrege, deres vision om at mindske madspild – samt at vise forbrugerne, hvor smagfuldt dette kan være.
– Hos Banana har vi længe haft planer om stærke samarbejder på tværs. Jeg tror på, at vi kan løfte hinanden i vores samarbejde, stå stærkere sammen og lave nogle madspildsprodukter, der kan gøre en forskel. Det er netop sådan nogle initiativer, der skal til for at sætte skub i markedet for mindre madspild og vise vejen for forbrugerne, fortæller Christian Cordius, administrerende direktør og stifter af Banana Cph ApS.
Det er billigere for detailkæderne at sælge deres overskudsbananer til Banana Cph, end det er at skaffe sig af med dem igen. Desuden er alle de detailkæder, som Banana Cph køber bananer fra samarbejdspartnere, da den kage, der kommer ud af overskudsbananerne, kommer tilbage på hylderne i selvsamme detailkæde.
Gulerodskagen fra Banana Cph x Frankly Juice forhandles fra januar 2023 hos blandt andet Coop og 7-Eleven.