Ølsalget faldt med 14 procent i marts hos verdens næststørste bryggeri. Nedgangen tilskrives coronakrisen.
Coronakrisen har sat sit tydelige spor i salget hos Heineken i første kvartal. Det hollandske bryggeri oplevede alene i marts et fald i salget på 14 procent, skriver Ritzau med reference til nyhedsbureauet Reuters.
Det dårlige første kvartal har medført, at nettoresultatet i kvartalet faldt til 94 millioner euro fra 299 millioner euro i samme periode sidste år. Det smitsomme coronavirus har i marts for alvor ramt en lang række europæiske lande hårdt.
Det har medført omfattende nedlukninger af lande som Frankrig, Italien og Spanien, hvor restauranter og barer blandt andet er blevet lukket.
– Tiltagene for at begrænse spredningen af coronavirusset har allerede vist “en betydelig påvirkning” på Heinekens forretning, siger adm. direktør Jean-Francois Boxmeer ifølge nyhedsbureauet AFP. Og han forventer ingen bedring på kort sigt.
Heineken forventer således, at selskabet vil blive ramt endnu hårdere af coronakrisen i andet kvartal – og at også andet halvår vil blive påvirket.
– Den begyndende påvirkning af Covid-19-krisen er tydelig i volumenudviklingen i dette kvartal og ventes at blive forværret i andet kvartal af 2020, skriver Heineken i en handelsopdatering for første kvartal. Andet halvår ventes også påvirket, hvor nedlukninger ventes ophævet, men hvor der fortsat ventes en påvirkning på økonomien.
Bryggeriet har som følge af den store usikkerhed valgt at droppe prognosen for 2020. Sidste år havde Heineken til gengæld den højeste vækst i et årti.
Det blev blandt andet tilskrevet en god fremgang af den alkoholfrie øl Heineken 0,0, der nu er på markedet i 57 lande verden over. Heineken er verdens næststørste bryggeri foran Carlsberg og efter belgiske AB Inbev, der blandt andet står bag Corona og Budweiser.