Nationalt Center for Lokale Fødevarer (NCLF) har produceret filmen ”Den rå vare” med Lammefjordens visionære grøntsagsavler Søren Wiuff og den særlige Guerande-gulerod i hovedrollerne.
Filmen får premiere onsdag den 16. oktober kl. 15 hos Søren Wiuff på Brogård, Strandvejen 1 i Gislinge.
– NCLF fejrer de gode grøntsager i anledning af Odsherreds Grand Cruuge, så danskerne kan blive klogere på råvarens betydning. Vi er gået i marken med Søren Wiuff for at høre mere om Guerande-guleroden. Hvad gør den så speciel, og hvad kan man bruge den til?, skriver NCLF i invitationen til premieren.
Der serveres snacks og forfriskninger, og efter filmen er der samtalesalon med Søren Wiuff og med Jesper Zeihlund og Helene Meden Hansen fra Nationalt Center for Lokale Fødevarer.
Billetter til premieren koster 60 kroner og kan bestilles via https://nclf.billetexpressen.dk.