Med det gratis online vinværktøj Australian Wine Discovered kommer restaurantens vinindkøber, sommelieren, underviseren, importøren, distributøren, forhandleren og i sidste ende forbrugeren tættere på australsk vin
Vores australske venner downunder har udviklet et gratis onlineværktøj, der samler alle relevante informationer om landets vinproduktion ét sted. Som et led i en australsk lovpakke er der allokeret et stort budget til at fremme eksporten af australsk vin, og som et strategisk led har man derfor valgt at udvikle et internationalt værktøj, der skal kunne lære dig alt om australsk vin, regionerne, klimaet, druetyperne og mere – og så er det altså gratis.
Håndpluk de aktuelle moduler
Undervisningsmaterialet er bygget op i moduler med alt der skal til, for at du også kan lære din nyindsamlede viden fra dig. Det starter helt i det små med et introduktionsmodul, der beskriver, hvad vin er. Hertil finder man PowerPoint-præsentationer, videoer, lydspor, forslag til typer vin, der kan smages, smageskemaer med mere. Men man skal ikke nødvendigvis starte fra bunden, da man kan plukke de ønskede temaer såsom: Historien om australsk vin, geografi, geologi, klima, druesorter, der går helt tæt på de enkelte druer, regioner, økologi og biodynamiske vine, mousserende vine og meget mere. Alle disse moduler er bygget op med slideshows og en undervisningsguide, som ikke bare giver tips til de vine, man anbefaler til det givne modul, men de går helt ned i detaljerne med anbefaling til, hvor lang tid man skal bruge på de enkelte segmenter, hvordan man mest effektivt forbereder sig til arrangementet, hvad du har behov for, for at arrangementet skal forløbe flydende og så selvfølgelig den baggrundsviden, der er nødvendig for at kunne undervise tilhørerne, uanset om det er dine ansatte i restauranten, eller det er et hold professionelle vineksperter, du underviser.