Meget ser anderledes ud, end det plejer her i skyggen af covid-19. Derfor har Valsemøllen også nytænkt de mange bagekurser, som normalt afholdes igennem året – og byder i stedet indenfor i bageriet til digitalt bagewebinar i oktober
Friskbagt brød i travle køkkener. En svær opgave synes mange at mene. Men hos Valsemøllen er det ikke en umulig opgave, tværtimod. Derfor byder udviklingsbager Erik Olsen indenfor i bageriet – til en live-bagning af en danskernes absolutte favoritter: Økologisk softkernerugbrød.
På webinaret gennemgås og bages et økologisk softkernerugbrød. Med hjælp fra lidt “Vi har snydt lidt…” i bedste tv-køkken stil, kan deltagerne i bagewebinaret nå at få tricks til både køretider, hævetider og afbagning på bare én time.
Vær med fra mobil, iPad eller computer
Til forskel fra almindelige bagekurser skal man altså blot afsætte en enkelt time til at se med – og blive endnu klogere på gode bagerutiner til travle køkkener. Bagewebinaret sendes efterfølgende ud til de tilmeldte, så det kan (gen)ses, lige når det passer bedst ind i arbejdsdagen – fra mobil, iPad eller computer.
Økologisk rugbrød – med rugmel fra danske landmænd
Temaet for bagewebinaret er rugbrød, og det er ikke tilfældigt. Anledningen er, at Valsemøllens økologiske rugmel nu kommer udelukkende fra danske landmænd. Samarbejdet mellem de danske, økologiske landmænd og Valsemøllens egne møllere gør, at professionelle køkkener nu kan bage med bæredygtigt, dansk rugmel – med kort vej fra mark over mølle og ud til køkkener rundt omkring i Danmark. En nem måde at gøre klimaaftrykket endnu mindre med den korte transport.
Fakta om bagewebinaret
Tirsdag 6. oktober kl. 8.30-9.30
Gratis tilmelding via https://www.valsemollen-as.dk/foodservice/bagewebinar