Hvor har dine smagsløg altid ønsket sig hen? Vælg din destination på banegården, og tag direkte til dit kulinariske hjertes yndlingsdestination. Tag med på et verdensomspændende fødevareeventyr til Cateringmesse Øst, der afholdes i Brøndbyhallen d. 11. marts 2020 fra kl. 09.00 – 18.00, og smag på alverdens mad, bliv klogere på gastronomi, og lær nye madkulturer at kende.
Brøndbyhallen forvandles den 11. marts til en banegård inspireret af 20’ernes og 30’ernes travle stationer, hvor deltagerne på messen kan besøge mere end 110 håndplukkede leverandører fra den danske fødevarebranche.
Udstillerhallen opdeles i forskellige destinationer, hvor leverandører fra hele Danmark har medbragt lækre kvalitetsvarer, masser af smagsprøver og viser det bedste og nyeste fra branchen frem. Temaet: ”En kulinarisk jordomrejse”, inspirerer også udstillerne til at tematisere deres stand, smagsprøver eller andet, som passer ind i den region, de har valgt at blive placeret i. Således er banen kridtet op for en messe, der skiller sig særligt ud.
– Vi har store forventninger til at give vores besøgende en oplevelse ud over det sædvanlige. Vi ved alle, hvor mangfoldigt verdenskøkkenet er, og vi glæder os virkelig meget til at se, hvordan udstillerne tager temaet til sig, og hvad de kommer med af kreative indslag på dagen, fortæller Kim Solberg, der er projektleder for messen. Cateringmesse Øst opdeles i den store hal i verdensdelene Amerika, Asien, Sydeuropa og ikke mindst fædrelandet Danmark.
En dag i netværkets og fremtidens tegn
På messen forventes en bred sammensætning af gæster med det til fælles, at de arbejder professionelt med mad.
– Ikke nok med at man kan møde alle de leverandører, man kender, så er messen også et fantastisk udgangspunkt for at netværke med branchen, få en snak med sin konsulent, møde nye og spændende brands og ikke mindst følge med i alle de aktuelle fødevaretendenser, som dominerer markedet, fortæller Kim Solberg.
Sjællands store fødevaremesse
Kærligheden til mad fejres på dagen af de omkring 4.000 gæster, der forventes at deltage på messen, og dermed er scenen sat for masser af travlhed i den improviserede banegård. Gæsterne får samtidig mulighed for at deltage i en stor rejsekonkurrence, hvor der sættes et rejsegavekort på hele 10.000 kroner på højkant til en gastronomisk destination efter eget valg.
– Vi har lavet konkurrencen således, at man skal rundt på hele messen for at kunne besvare spørgsmålene korrekt. Vi har gemt svarene i små ledetråde rundt omkring på de mange messeelementer, så vi glæder os til at kunne give de madglade gæster en sjov udfordring på dagen, forklarer Kim Solberg.
Fantastisk Frisk
På messen kan man også møde ferskvareuniverset ”Fantastisk Frisk”, som er tilegnet frugt og grønt, fisk og skaldyr samt kød og pålæg. I denne store kulisse kan gæsterne besøge landmandens lade, smage på lækker friskfanget fisk og skaldyr fra de danske farvande eller kigge ind til den lokale slagter og udforske fristende og møre udskæringer. Her er garanteret en sanselig verden af smag, kvalitet og sanseoplevelser sat i en spændende og inspirerende messestand.
Tiden nærmer sig
– Vi er meget spændte, for tiden nærmer sig, og vi glæder os rigtig meget til at vise alle gæsterne, hvad vi har arbejdet på de sidste mange måneder, afslutter Kim.
Tilmeldingen er åben på http://www.cateringmesseøst.dk, og dørene åbnes for den gastronomiske jordomrejse klokken 09.00 den 11. marts 2020. Gæsterne kan fylde deres kuffert op med masser af ideer og inspiration helt indtil klokken 18.00.
Alle, der arbejder professionelt med mad, kan booke billet til dagen.