Fødevareminister Mogens Jensen vil have skadelige fluorstoffer i madindpakning forbudt.
Pap og papir til fødevarer kan være overfladebehandlet med de såkaldte fluorstoffer for at give overfladen en fedt- og vandafvisende effekt. Det er særligt emballage til burgere og andet fastfood, mad-, bage- og kagepapir, der på grund af kontakt til fede og våde fødevarer har brug for denne effekt. Heldigvis kan papir også gøres fedt- og vandafvisende uden brug af fluorstoffer.
Problemet med fluorstofferne er, at de er meget svære at nedbryde i miljøet, og nogle af dem ophobes i mennesker og dyr. Derudover mistænkes mange af dem for at være kræftfremkaldende, hormonforstyrrende og skadelige for immunforsvaret.
Fødevarestyrelsen har længe frarådet anvendelsen af fluorstoffer i pap og papir til fødevarer, og dele af detailhandlen har frivilligt udfaset stofferne, men analyser viser, at der stadig kan være indhold af disse stoffer i produkterne.
– Jeg vil ikke acceptere en risiko for, at de skadelige fluorstoffer vandrer fra indpakningen og over i vores mad. Disse stoffer udgør så stort et sundhedsmæssigt problem, at vi ikke længere kan vente på EU, siger fødevareminister Mogens Jensen.
Forbuddet sendes i høring i dag og skal gælde, indtil der kommer EU-regulering af stofferne.
Han fortæller, at forbuddet omfatter anvendelsen af alle organiske fluorerede forbindelser i fødevarekontaktmaterialer af pap og papir. Det vil fortsat være muligt at anvende genbrugspap og -papir til fødevarer, men hvis der er et indhold af fluorstoffer i materialet, så skal det adskilles fra maden med en barriere, der sikrer, at der ikke vandrer fluorstoffer over i maden.
Forbuddet er sat i ekstern høring på høringsportalen. Fødevarestyrelsen forventer, at forbuddet vil træde i kraft til juli 2020.
Ros fra detailkæde
Coop hilser et kommende forbud velkommen. Siden 2015 har detailkæden forbudt fluorstoffer i alle egne varemærker. Med regeringens initiation bredes det ud til alle fødevareemballager i Danmark.
– Det har i mange år været kendt, at fluorstoffer skader vores miljø og kædes sammen med flere alvorlige helbredseffekter. Vi mener derfor, at regeringens forbud vil beskytte borgerne. Vi har fra Coops side arbejdet en del år for at indføre en skarp regulering på dette område i både Danmark og EU, og vi er utroligt stolte over, at Danmark nu – som det første land i verden – indfører et forbud, siger Malene Teller Blume, der kvalitetschef i Coop. I en pressemeddelelse slår hun fast, at forskningen i årevis har dokumenteret, at disse stoffer skal reguleres meget bedre:
– Fluorstofferne forsvinder ikke. De bliver ikke nedbrudt. De opsamles i vores krop og i naturen. Der er en reel, og desværre alt for undervurderet, risiko for miljø og helbredsskader, hvis man udsættes for fluorstoffer, fortæller Malene Teller Blume, der mener, at næste skridt bør være, man forbyder fluorstoffer i kosmetik.