I november måned søsætter Netto sammen med FødevareBanken, et ambitiøst projekt om at indsamle 250.000 gratis måltider til socialt udsatte i Danmark.
Indsamlingen til de mange måltider sker gennem fire forskellige initiativer frem til årsskiftet fra Nettos butikker. Forbrugerne kan købe FødevareBankens julekort, der hver især sikrer fem måltider til socialt udsatte og ensomme via FødevareBankens modtager-væresteder.
Drik & Støt-vandflaskerne støtter FødevareBankens arbejde med ti øre pr. flaske. Ti flasker Drik & Støt svarer til et måltid.
I flaskeautomaterne kan man tillige donere panten til FødevareBanken, hvor seks kroners pant rundt regnet sikrer et måltid mad til en udsat på et værested.
Derudover donerer Netto al overskudsmad fra op mod 100 Netto-butikker i forbindelse med lukkedagene til jul til Kirkens Korshærs varmestuer. Maden bliver lavet til julefrokoster for socialt udsatte og ensomme i løbet af juledagene rundt om i Danmark.
Den danske juleånd som hemmeligt våben
At FødevareBanken og Netto lancerer projektet netop nu er ingen tilfældighed. Nettos danske landechef Brian Seemann Broe påpeger, at danskere generelt er gode til at hjælpe hinanden.
– Derfor håber vi på, at rigtigt mange vil hjælpe os og FødevareBanken med at samle den kvarte million måltider sammen. Lykkedes vi med det, så kan vi gøre en kæmpe forskel for dem, der ikke har så meget. Ved at starte kampagnen nu og henover julen, så krydser vi fingre for, at danskernes juleånd gør, at vi kan nå i mål, siger Brian Seemann Broe.
Målet om 250.000 måltider er ambitiøst. Og det skal det være, hvis indsatsen skal kunne mærkes, mener Netto og FødevareBanken. Derfor er det også helt afgørende, at der er et stærkt samarbejde på tværs. Samarbejdet mellem FødevareBanken og Netto resulterede i 2016 i, at man indsamlede, hvad der svarer til godt 71.000 måltider. Så i år er barren altså hævet markant.
Karen-Inger Thorsen, Direktør i FødevareBanken oplever, at flere og flere væresteder søger hjælp.
– Dels fordi de får flere brugere, men selvfølgelig også fordi vi med vores nye afdeling i Kolding, nu nærmer os landsdækkende status. Især op til højtider som julen, hvor der ud over de socialt udsatte, også kommer ensomme eller fattige børnefamilier for at få et godt og gratis måltid mad, stiger efterspørgslen. Derfor er det så vigtigt, at virksomheder som Netto træder til og gør en forskel. Og at de tør være ambitiøse, for det er der behov for.