En ny meningsmåling, der er foretaget af analysebureauet Interresearch for De Samvirkende Købmænd (DSK), forudser markant øget grænsehandel, hvis fedtafgiften indføres som forventet til sommer. 21,3 procent af danskerne oplyser i analysen, at de vil handle mere i Sverige og Tyskland, når fedtafgiften træder i kraft. Over 60 procent af de adspurgte finder hele ideen om en fedtafgift dårlig.
Claus Bøgelund Nielsen, underdirektør hos De Samvirkende Købmænd, er mildt sagt enig i, at fedtafgiften er en rigtig dårlig idé, i et land der i forvejen har Europas højeste moms på fødevarer og punktafgifter på en lang række daglige fornødenheder.
– Skattereformen skal naturligvis finansieres, men det bør ske uden dyrere fødevarer, uden yderligere grænsehandel og uden at miste endnu flere arbejdspladser til udlandet, siger Claus Bøgelund Nielsen.