Mens den danske økonomi er udfordret og den generelle restaurationsbranche ligeså, går det godt for tapasrestaurantkæden Pincho Nation, der kan fremvise sorte tal på bundlinjen trods ekspansion og investeringer. I 2023 forsætter ekspansionen, og kæden åbner nye restauranter i løbet af året.
Pincho Nation har netop åbnet to nye restauranter i henholdsvis Randers og Aalborg. Det betyder, at der nu er fire restauranter i Danmark. De to andre ligger i København. Restauranten i Aalborg er åbnet af Pincho Nation selv, mens den i Randers er åbnet af en franchisetager. Begge steder er man kommet godt fra start takket være en stor lokal opbakning og interesse. Blandt andet havde 2.700 i Aalborg og 1.900 i Randers skrevet sig op på prebooking-lister, hvor de kunne få adgang til at booke bord en uge før åbning, hvilket rigtig mange har valgt at gøre. Efter blot et døgn havde 2.400 booket plads i Aalborg. I Randers havde 1.000 gjort det.
– Vi er ydmyge omkring og taknemmelige for, at det danske publikum har valgt at tage vores koncept til sig. Vi er stolte over, at vi er gået fra to til fire restauranter uden at måtte gå på kompromis med vores høje ambitioner for at skabe en oplevelse for vores gæster i vores unikke koncept. For at det kan lade sig gøre, er man naturligvis nødt til at have nogle virkelig engagerede og dygtige medarbejdere. Fremtiden ser meget lys ud, siger Flemming Christophersen, CEO/Partner i Pincho Nation Danmark.
Mere franchising og flere restauranter i 2023
Ligesom 2021 forventer vi et positivt resultat for 2022 på trods af indvirkningerne fra COVID-19, de strukturelle udfordringer med inflation og energipriser samt investeringer i åbning af nye restauranter. I 2022 passerer man 200.000 gæster for kalenderåret. Ifølge en nylig undersøgelse forventer halvdelen af Horestas medlemmer, at 2023 bliver dårligere end 2022. Pincho Nation er også opmærksom på de udfordringer som branchen står over for i 2023, men ønsker stadigvæk at fortsætte ekspansionen.
Allerede på nuværende tidspunkt er man langt med planerne om at åbne nye restauranter i Danmark. I Norden er der flere end 70 Pincho Nation restauranter og 80% af dem er drevet på franchisebasis. I Danmark har den første franchisetager nu åbnet i Randers, og det må meget gerne blive startskuddet til, at flere franchisetagere slutter sig til i de kommende år. Franchising er nemlig en vigtig del af vækststrategien. Byer som Aarhus, Odense, Esbjerg, Vejle, Kolding, Herning og Roskilde er interessante for Pincho Nation.
– Vi har fundet en god position i markedet, hvor vi tilbyder en hyggelig og festlig oplevelse, som du ikke umiddelbart kan finde andre steder. Som en del af oplevelsesøkonomien er det nogle turbulente år, vi gennemgår lige nu. Men vores koncept har bevist, at det klarer sig rigtig godt, selv når verden er uforudsigelig, og branchen som sådan har det svært. Derfor fortsætter vi også ekspansionen og åbner nye restauranter i 2023, siger Flemming Christophersen.