En sag om unddragelse af chokoladeafgifter og moms har resulteret i bøder for i alt 13 millioner kroner.
Staten gik glip af store summer, da en virksomhed i København fra juli 2013 til juni 2014 importerede og videresolgte 422.000 kilo chokolade. Der er budskabet fra Københavns byret, der anslår beløbet til 15 millioner kroner i chokoladeafgifter og moms, hvilket nu har resulteret i millionbøder til to mænd på henholdsvis 73 og 74 år.
Den 73-årige idømmes ifølge Ritzau en bøde på 9,9 millioner kroner samt fængsel i tre år og tre måneder. Heraf er størstedelen dog gjort betinget. Den 74-årige straffes med en bøde på 3,1 millioner kroner.
Anklagerfuldmægtig Julie Frigast Gredal fra Københavns Politi forklarer ifølge Ritzau, at der ved strafudmålingen er lagt vægt på, at der har været tale om systematisk svindel med moms og chokoladeafgifter, og at det er sket over en længere periode.
Den 74-årige var indehaver af den virksomhed, der solgte chokoladevarerne, mens den 73-årige var direktør i et selskab, der stod for rådgivnings- og administrationsopgaver i den medtiltaltes firma. De to mænd var tiltalt for unddragelse af chokoladeafgifter for 10,3 millioner kroner samt unddragelse af moms for samlet 4,7 millioner kroner.
De to mænd har gennem hele sagen nægtet sig skyldige. Både anklager og de tiltalte har nu 14 dage til at overveje, om de vil anke dommen fra Københavns Byret.