Med sloganet “Store europæiske vine kombinerer nye ideer med stolte traditioner”, sætter en ny EU-kampagne fokus på Portugals Vinho Verde samt DOC-vine fra Verona-området. Begge områder ligger under den europæiske kvalitetsbetegnelse, PDO. Målet med kampagnen er at fremme kendskabet til PDO – Protected Designation of Origin – som er betegnelsen for vine, der bærer et beskyttet navn og er underlagt særlige krav til oprindelse og kvalitet fra EU.
Det er de to bureauer SOPEXA og EHRENBERG SØRENSEN Kommunikation, som i fællesskab skal drive den treårige-kampagne, der ligeledes implementeres i Tyskland og Frankrig, samt i vinenes oprindelseslande, Portugal og Italien. Kampagnen er rettet mod forbrugere og branchefolk inden for gastronomi og vin. Opdragsgiverne bag kampagnen er Vinho Verde Wine Commission (CVRVV) og Verona Wines Association (AVIVE). Kampagnens kick-off “Great European Wines Festival” fandt sted i Berlin i slutningen af juni og frem til udgangen af 2021, er der planlagt en stribe events for branchefolk og forbrugere samt udvalgte ture for vinimportører og sommelierer til de to regioner. Dertil inkluderer kampagnen klassiske PR-tiltag, uddannelsesseminarer samt ture for vin- og livsstilsmedier og influencers til vinregionerne.
Kampagnen sigter mod at sætte et stærkere fokus på vinenes særlige EU-betegnelse, PDO. Begge vinregioner har fået kvalitetstemplet af EU, som garanterer oprindelse og kvalitet og opfylder derfor en lang række krav til produktionsprocessen. Vinho Verde er det traditionelle navn for vinprodukter fra regionen, der strækker sig over det nordvestlige Portugal. Vinfremstillingen og forarbejdningen af druerne finder kun sted i dette specifikke område. Dette gælder også for de otte DOC-vine fra regionen omkring Verona, som både inkluderer rødvine, rosévine, hvidvine og mousserende vine, herunder DOC Arcole, DOC Bardolino, DOC Bardolino Chiaretto, DOC Custoza, DOC Garda, DOC Lessini Durello, DOC Lugana, DOC Soave.
Om EU’s kvalitetsbetegnelse PDO
Den Europæiske Unions betegnelse, PDO, tildeles landbrugs- og fødevareprodukter, der er tæt knyttet til deres oprindelsesregion, håndværkstraditioner og de mennesker, der producerer dem. Betegnelsen giver forbrugerne sikkerhed for, at produktet er et autentisk og kvalitetskontrolleret produkt. Således garanterer betegnelsen PDO (eller DOP på flere nationalsprog), at hvert trin i produktionsprocessen udføres efter traditionelle metoder i oprindelsesregionen – ud fra en anerkendt og fastlagt procedure. For at få betegnelsen er vinene underlagt streng kontrol i alle faser af produktionsprocessen – fra vinmarken til vinglasset. De anvendte druesorter og vinfremstillingsmetoden er kun et par af de elementer, der definerer oprindelsesregionen. PDO erstatter ikke AOC- og DOC- betegnelserne, men vinene klassificeres nu yderligere i det overordnede EU-system.