Mejeriforeningens ostekampagne Ost & ko har udskrevet en ostekonkurrence, som skal udfordre Danmarks skarpeste kokke i deres ostekundskaber og alle kan byde ind med deres bedste osteret, uanset om det er en forret, hovedret, dessert eller som en del af et rullende ostebord, så længe de valgte oste er danske.
Der har de sidste år været en voksende interesse for ost blandt de danske topkokke og konkurrencen er da heller ikke for de sarte sjæle. Dommerpanelet kommer til at bestå af fire erfarne dommere Helle Brønnum Carlsen, madanmelder på Weekendavisen, Lærke Kløvedal, madanmelder på Politiken og Søren Frank, madanmelder på Berlingske bedømme sammen med Kamilla Seidler, kok, Latin America’s Best Female Chef 2016. Og forventningerne til de danske oste er høje i dommerpanelet, der også kan genkende den positive udvikling i dansk ost:
– For ti år siden vendte jeg oven på en sæson med syv rejser til den franske region, hvor ostebordet er allermest frodigt – Bourgogne – hjem til et forandret oste-Danmark. Det gik ikke mindst op for mig, da jeg en sommer bespiste en række jyske restauranter op langs Vestkysten som perler på en snor. At sidde på Svinkløv Badehotel og kigge ude over Vesterhavet, mens man spiser et stykke smukt lagret fast ost, så dyb og nøddeagtig i smagen, at selv de bedste gouda’er må strække våben – for så at få at vide, at navnet er Vesterhavsost – kan gøre selv den mest mavesure madanmelder varm om hjertet, siger Berlingskes anmelder Søren Frank, der ellers har haft et noget tumultarisk forhold til det, han som barn afskyede og kaldte dansk gummiost.
Har du, eller nogen du kender, det der skal til, så skal du gøre følgende:
Find en makker. Udtænk en fantastisk ret med ost. Send en ansøgning til ost2018@ostogko.dk, hvor du skriver: A) Navnet på din restaurant, B) Navnene på dig og din makker, C) Dit telefonnummer, D) Beskrivelse af retten og din idé med den, E) Hvilken dansk ost du vil arbejde med og hvorfor. F) Du er velkommen til at sende et billede med, hvis du vil.
Ansøgningsfrist er mandag den 12. november kl. 23.59. Dommerne udvælger deltagerne, som får besked den 16. november. Konkurrencen afholdes i København søndag den 2. december kl. 12-16.