Trods inflation og krise, betyder det noget for danskerne, om anden og grisen har haft en opvækst med god dyrevelfærd, inden de bliver til steg på julebordene. Det konkluderer ny undersøgelse, der viser en stigning i danskernes bevidsthed omkring maden – også i juledagene.
En sæson-aktuel undersøgelse foretaget af analyseinstituttet YouGov for World Animal Protection viser, at 32 procent af danskerne går op i om kødet er opdrættet økologisk og på friland, når man spørger dem, hvad der er afgørende for deres madindkøb til jul: prisen, frilandsopdræt eller slet intet kød?
Her svarer 47 procent, at det er prisen, der afgør valget. 32 procent svarer, at det økologiske og friland vejer tungest, mens 10 procent svarer, at de slet ikke vil spise kød i juledagene.
-Det er fantastisk opløftende, hvis det viser sig at holde stik, når danskerne rent faktisk står derude i butikkerne. Faktisk havde vi en fornemmelse af, at det modsatte ville være tilfældet, og at inflationen med de stærkt stigende priser, ville slå stærkt igennem og dermed gå ud over dyrevelfærden. Men det virker ikke sådan, så det er umiddelbart virkeligt opmuntrende, siger Pernille Fraas Johnsen, phd. og landbrugsfaglig rådgiver i World Animal Protection.
-Det ser også ud til at de seneste års tendens til én eller flere kødløse dage nu også er slået igennem i højtiderne, siger Pernille Fraas Johnsen, med henvisning til et andet af undersøgelsens spørgsmål, der handler om at spise mere eller mindre kød.
Her har YouGov spurgt et repræsentativt udsnit af befolkningen, om de regner med at spise mere eller mindre kød i juledagene i forhold til sidste år. 20 procent svarer, at de vil spise mindre kød sammenlignet med sidste år, mens 67 procent fastholder ”nogenlunde den samme mængde kød”. Fire procent svarer, at de nok vil spise mere kød i juledagene.
-Også her er det positivt, at det ser ud som om, at stadig flere danskere vælger at spise mindre kød i julen, særligt når man ved, hvor stor en rolle kødet traditionelt spiller på julebordet for mange danskere, siger hun videre.
-Så igen en virkelig positiv tendens. Vi anbefaler generelt at spise mindre kød, og at det man så spiser, kommer fra økologiske og dyr på friland. På den måde kan man tage hensyn til både dyrevelfærd og klimaet – også i julen, siger Pernille Fraas Johnsen, landbrugsfaglig rådgiver i World Animal Protection Danmark.
YouGov har foretaget undersøgelsen blandt et repræsentativt udsnit blandt 1.019 voksne danskere om danske forbrugeres kødvaner i julen for World Animal Protection mellem d. 4 og d. 6. december 2022.