Der er udfordringer med at afsætte danske smågrise til eksport, skriver Danish Crown i en pressemeddelelse. Det har skabt en stor vækst i produktionen af slagtegrise i Danmark, på et tidspunkt, hvor slagterigigantens kapacitet allerede er mættet. Derfor har Danish Crown indført en venteliste for optagelse af nye griseandelsejere.
– Vi er helt aktuelt en lille uge bagud med afhentningen af tilmeldte grise fra vores andelsejere. Det er ikke en holdbar situation. Samtidig er der en stigende interesse for at blive en del at Danish Crown, så derfor ser vi os nødsaget til igen at indføre en venteliste for optagelse af nye griseandelsejere, siger Erik Bredholt, der er bestyrelsesformand i Danish Crown.
Indførelsen af ventelisten blev vedtaget på et ekstraordinært bestyrelsesmøde mandag aften og er gældende fra dags dato.
– Vi vil fortsat gerne byde nye andelsejere velkommen i Danish Crown, men det skal ske i et tempo og på en måde, der ikke forringer den service, vi skylder vores eksisterende andelsejere. Vi vil følge udviklingen nøje og ser frem til igen løbende at kunne byde nye andelsejere velkommen i selskabet, siger Erik Bredholt.