Foodservice og HoReCa har været hårdt spændt for under pandemien og de nye restriktioner rammer en allerede hårdt prøvet branche. Derfor skal der kompenseres fra dag et, lyder det fra Dansk Industri.
Dansk Industri vurderer, at dele af erhvervslivet bliver hårdt ramt af de nye restriktioner, herunder foodservice og HoReCA.
– Når nye restriktioner rammer restauranter, natteliv og underholdnings- og forlystelsesindustrien bliver de ramt igen. Det er en ond spiral. Det er brancher, hvor virksomhederne endnu ikke er kommet sig over sidste nedlukning, og de har brug for smør på brødet. De er helt uforskyldt voldsomt presset i forvejen, siger Emil Fannikke Kiær, politisk direktør i DI.
– Så virksomhederne skal kompenseres ordentligt og fair. Derfor er det vigtigt at få sat grænsen ned, så virksomheder højst skal have en nedgang i omsætningen på 30 pct. for at være berettiget til kompensation, forklarer Emil Fannikke Kiær.
Han understreger, at kompensationerne skal op at køre med det samme, og de skal gælde for både direkte berørte virksomheder og underleverandører.
– Og så skal restriktionerne være til at forstå. Der må ikke være tvivl om restriktioner og anbefalinger, så virksomhederne selv skal gætte sig til, hvad de må og ikke må, siger Emil Fannikke Kiær.
Aflyste julefrokoster
Netop anbefalinger kommer der flere af, for danskerne vil blive opfordret til at aflyse sociale arrangementer som fx julefrokoster.
– Der skal laves en ordentlig og fair kompensationsløsning for virksomheder, der rammes af denne opfordring, for det vil have stor betydning for serveringssteder og restaurationer, siger Emil Fannikke Kiær.
– Når der er tale om en opfordring, har vi tidligere set, at virksomheder bliver ramt. Det sker, når kunderne aflyser på politikernes opfordring, men ikke kan få kompensation, netop fordi der er tale om en opfordring.
– Det er kort og godt en urimelig situation at sætte erhvervsdrivende i, når de i forvejen kæmper med næb og klør for at holde liv i forretningen og bevare arbejdspladserne, siger Emil Fannikke Kiær.
Danskerne opfordres også til at arbejde hjemme, hvis de kan.
– Den anbefaling rammer igen catering- og kantinevirksomheder. Derfor er det vigtigt, at kompensation også kan gå til virksomheder, som mister omsætning ved at følge regeringens opfordringer, siger Emil Fannikke Kiær og fortæller, at restriktioner vil ramme bredere end tilsigtet.
– Derfor er der også vigtigt, at vi kan kompensere rejsebranchen og luftfarten, der bliver ramt af restriktioner i ind- og udland. Rejselysten falder, når restriktioner og anbefalinger stiger, og det kan allerede nu mærkes i branchen.