– Et år er gået, og det er tid til at gøre status, lyder det fra Fiskebranchen / Danmarks Fiskeriforening, der med en kampagne har synliggjort ”fiskerne bag” dansk fisk, og har opfordret forbrugerne til at ”købe dansk fisk” og dermed støtte et gammelt erhverv og lokale arbejdspladser.
– Det er dejligt at se, at forbrugerne i 2017 har kunnet købe frisk hornfisk, havkat, mørksej, lyssej, kulmule, hvilling, vesterhavstorsk, flåede rødspætter, skærising, skrubber mm. bredt i detailhandlen, skriver Fiskebranchen i sit Dansk Fisk nyhedsbrev, hvor man takker detailhandlen og levnedsmiddelbranchen for indsatsen med at markedsføre de mange fiskearter, og håber det vil fortsætte i 2018.
Kulmulen er blevet et hit
Kulmulen er i 2017 blevet særligt populær som et billigere alternativ til torsken. Den MSC-certificerede fisk fås hele året og egner sig godt til at blive stegt sprød på panden.
– Vi håber derfor, at kulmulen kan få sin faste plads i butikken i 2018, fortsætter man i nyhedsbrevet, der opfordrer til at læse mere på http://www.danskfisk.dk
Dansk Fisk kampagnen gennemføres af Fiskebranchen med støtte fra Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og Miljø- og Fødevareministeriet.