Når Foodexpo til marts byder indenfor til Nordens største fødevaremesse, bliver det med flere prestigefyldte fagkonkurrencer som Årets Kok, Årets Tjener og DM i chokolade.
Søndag 18. marts slår MCH Messecenter Herning dørene op til fagmessen Foodexpo, hvor besøgende kan se frem til at gå på opdagelse i 10 fyldte haller med aktiviteter og udstillere fra foodservice, detail, hotel- og restaurationsbranchen. Aktivitetsprogrammet byder på spændende foredrag, gode smagsoplevelser og ikke mindst de mange fagkonkurrencer.
Netop fagkonkurrencerne har stolte traditioner på Foodexpo, hvor dygtige fagfolk år efter år brillerer i kampen om de eftertragtede titler som blandt andet Årets Kok, Årets Tjener, Nordens Bedste Kok og Nordens Bedste Tjener.
Detaljerne og det gode håndværk er også kendetegn for Callebauts traditionsrige chokoladekonkurrencer med både DM i chokolade for kokkeelever og Callebaut Chocolate Hero.
Derudover afholdes en række detailkonkurrencer for bagere og slagtere, og her konkurreres der ligeledes i både detaljer og smagsnuancer.
Årets Kok er glad for Foodexpo
Sidst Foodexpo lagde rammer til fagkonkurrencerne, blev vinderen af Årets Kok 2016 den 30-årige Mikkel Laursen, som dengang arbejdede for Restaurant Mellemrum i Aarhus. Han vandt den gastronomiske anerkendelse for en menu bestående af jomfruhummer med pocheret æg, kyllingebryst stegt på ben og en dessert med æble, stikkelsbær og chokolade. Det var en stor oplevelse, som har åbnet nye døre for Mikkel Laursen:
– Titlen som Årets Kok var et personligt mål, som jeg havde kæmpet målrettet for i en del år. Så det at vinde titlen, få anerkendelse og komme med i klubben af Årets Kok-vindere er en stor ære, fortæller han og fremhæver den gode stemning og muligheden for ny inspiration, som kombinationen af fagkonkurrence og -messe giver:
– Stemningen til Årets Kok og generelt til Foodexpo i Herning er altid god. Der er masser af tilskuere, og det skaber liv. Det fungerer godt at holde konkurrencerne sammen med messen. Det er en god måde at gøre det på, så der er lidt for enhver. Alle kan finde noget, der er relevant og interessant for deres arbejde, slutter Mikkel Laursen.
De mange fagkonkurrencer på Foodexpo 2018 afholdes i samarbejde med Horesta, Kokkelandsholdet, Køkkenchefernes Forening, Barry Callebaut, Bager-og Konditormestre i Danmark, Danske Slagtermestre og Danmarks Fiskehandlere.
Foodexpo 2018 finder sted i MCH Messecenter Herning søndag 18. marts – tirsdag 20. marts 2018. Læs mere på foodexpo.dk.