Danskerne er optaget af bæredygtighed. Og flertallet mener, at det er forbrugernes ansvar at sikre en grøn udvikling. Men samtidig med, at bæredygtighed fylder i bevidstheden, aner danskerne grundlæggende ikke, hvordan de vælger en bæredygtig livsstil til. Det viser en ny undersøgelse fra Arla.
– Bæredygtighed fylder meget i forbrugernes bevidsthed. Og vi oplever også en stigende interesse i produkter, som forbindes med bæredygtighed som fx økologi. Men samtidig kan vi også se, at der hersker en forvirring blandt forbrugerne om, hvad bæredygtighed egentlig indebærer. Og jeg kan reelt godt forstå det, for bæredygtighed er en meget kompleks størrelse, der rækker langt bredere end en diskussion om konventionel eller økologisk mælk, siger Jakob B. Knudsen, landedirektør i Arla Danmark.
Det synspunkt bakkes op af Anne Glad, der er ekspert i forbrugeradfærd:
– Bæredygtighedsdagsordenen er ny, og folk er stadig forvirrede. Hvad betyder bæredygtighed i praksis? Det fremgår klart af resultaterne af undersøgelsen, at folk ikke ved, hvad de skal gøre, siger Anne Glad og tilføjer, at danskernes opfattelse af begrebet ’bæredygtighed’ er snæver:
– Vi fokuserer primært på klima og miljø, men det omfatter jo også arbejdsvilkår og andre områder, der ikke er foldet ud overhovedet.
Bæredygtighed starter hos virksomhederne
Mere end hver tredje dansker mener, at det er forbrugerne selv, der har det primære ansvar for at sikre en bæredygtig udvikling. Men den er Arlas landedirektør ikke helt enig i:
– Det er positivt at forbrugerne vil leve bæredygtigt, men hvis de for alvor skal gøre en forskel, ligger der først og fremmest et stort ansvar hos virksomhederne. Det er vores opgave at gøre det let for danskerne at træffe bæredygtige valg. Dels ved at gøre værdikæden og produkterne mere bæredygtige. Og dels ved at hjælpe forbrugerne med information og vejledning til, hvordan de træffer grønne valg i supermarkederne og i hjemmet, siger Jakob B. Knudsen og uddyber:
– I Arla har vi et klart mål om, at vores udledning af CO2 i 2020 skal være reduceret med en fjerdedel i forhold til 2005. Vi har i lang årrække arbejdet på at gøre virksomheden grønnere fra gård til butik. Eksempelvis ved at lave klimatjek på gårdene, øge brug af biogas på mejerierne, og minimere madspild ved at donere overskydende mejeriprodukter til Fødevarebanken samt at styrke indsamlingen og genanvendelsen af mælkekasser.
Fakta om undersøgelsen
I forbindelse med Folkemødet 2018 har Arla har gennemført en undersøgelse om danskernes viden og holdning til bæredygtighed samt egen adfærd i forbindelse med at leve bæredygtigt. Undersøgelsen er foretaget gennem Epinions Danmarkspanel blandt 1.000 danskere mellem 18 og 75 år i maj 2018.
I undersøgelsen fremgår det bl.a., at 76 procent af danskerne går op i at leve bæredygtigt, 64 procent af danskerne mener, at det er svært at finde ud af, hvad der er bæredygtigt, 32 procent af danskerne føler sig velinformerede om, hvad bæredygtighed er, 37 procent af forbrugerne mener, at de har det primære ansvar for at sikre en bæredygtig udvikling, hvor 30 procent mener, at ansvaret ligger hos politikerne og 19 procent mener at ansvaret ligger hos virksomhederne.