Jesper Hedegaard Schmidt tiltræder som team manager for Senior- og Junior kokkelandsholdene 1. juni.
Det er med et vist pres, at den nye team manager tiltræder hos Dansk Gastronomisk Union den 1. juni, målet er metal til Seniorlandsholdet ved VM 2022 i Luxemburg.
– Vores Kokkelandshold viste ved OL, at de er på rette vej. Her blev det til en samlet 10. plads, og det svarede i overensstemmelse med de forventninger, vi havde sat sammen frem mod VM i 2022. Her vil det være en skuffelse, hvis vi ikke formår at slutte blandt de 3 bedste. Med Jespers ansættelse styrker vi organisationen omkring holdene, så fokus bliver på træning, siger Dansk Gastronomisk Unions administrerende direktør Morten Juul Andersen.
– Vores Juniorlandshold er et helt nyt hold, og de skal dels gennem træning med Seniorlandsholdet og dels gennem landskampe, suge erfaring til sig og gøre en god profil til VM. Vi har ikke de samme forventninger til Juniorlandsholdet – men det betyder ikke, at ambitionerne på holdet er lave af den grund. Villigheden til at vinde er i den grad også til stede her, slutter direktøren.
– Jeg glæder mig utrolig meget til at begynde det nye eventyr med landsholdene og ser frem til et godt samarbejde med såvel landsholdene som organisationen bag. Jeg ser frem til at opnå den forventede triumf i Luxemburg om 2 år sammen med resten af teamet og være med til at sætte rammen for udviklingen af Dansk Gastronomisk Union, siger den nye team manager Jesper Hedegaard Schmidt.
Jesper Hedegaard Schmidt har erfaring fra både kokkefaget og som ansat i fødevarebranchen og har tidligere været talenttræner for gastronomer på Hansenberg i Kolding.