På tre af Danmarks centrale eksportmarkeder bliver danske landbrugs- og fødevarevirksomheder fremhævet som leveringsdygtige af innovative teknologiske løsninger, der bidrager til grøn omstilling og optimal ressourceudnyttelse. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Epinion for Food Nation.
I den seneste imageanalyse har internationale beslutningstagere fra fødevaresektoren givet deres syn på dansk fødevare- og landbrugsproduktion. Analysen viser, at fødevaresikkerhed og ressourceoptimering er blevet endnu vigtigere på tværs af de tre eksportmarkeder USA, Tyskland og Kina, og at Danmark står stærkt som handelspartner.
– Analysens resultater tegner et positivt billede af Danmark på eksportmarkederne. De beslutningstagere, vi har spurgt, forbinder Danmark med mange gode egenskaber som blandt andet kvalitet, økologi, bæredygtighed, fødevaresikkerhed samt teknologi, der kan bidrage til grøn omstilling og optimal ressourceudnyttelse. Det er en fantastisk mulighed for danske virksomheder for at fortælle om deres konkrete indsatser, siger Lise Walbom, CEO i Food Nation.
Dansk teknologi sikrer fødevaresikkerhed og grøn omstilling
Fødevaresikkerhed og kvalitet er fortsat afgørende handelsparametre for fire ud af fem beslutningstagere, der samtidig mener, at danske fødevare- og landbrugsprodukter og samt løsninger har det højeste niveau af fødevaresikkerhed i verden. 64 procent af analysens respondenter oplever, at deres kunder stiller højere krav om sporbarhed i forhold til fødevaresikkerhedsstandarder og kvaliteten af råvarerne. Denne udvikling understreger behovet for mere sporbare og gennemsigtige fødevaresystemer og her kan danske virksomheder levere.
Artiklen forsætter under grafen
71 procent af respondenterne fra Kina, Tyskland og USA vurderer, at investeringer i teknologiske løsninger, der kan optimere fødevaresikkerhed, kvalitet og ressourceudnyttelse, er nødvendig for langsigtet vækst. Halvdelen af dem betragter Danmark som en kompetent leverandør af sådanne teknologiske løsninger.
– Med en udsigt til, at vi bliver 10 milliarder mennesker på kloden, er det helt centralt, at vi sikrer sporbarhed, optimal ressourceudnyttelse samt høj kvalitet og fødevaresikkerhed for alle. I Danmark står vi stærkt ved at have reguleringssystemer og teknologi til at imødekomme denne efterspørgsel og vi er klar til at øge samarbejde og indgå partnerskaber på tværs af landegrænser for at nå 2030-dagsordenen, siger Lise Walbom.
International anerkendelse af centrale danske styrkepositioner
Sammenlignet med hjemmemarkedet, forbinder kinesiske, tyske og amerikanske beslutningstagere i højere grad “lav miljøpåvirkning”, “dyrevelfærd” og “bæredygtighed” med danske fødevarer og landbrugsprodukter. Derudover anser hver fjerde respondent også Danmark som en stærk partner inden for økologi og samarbejde.
Den øgede internationale opmærksomhed omkring de danske styrkepositioner er en vigtig driver for eksporten og giver anledning til, i samarbejde, at accelerere den fælles fortælling om Danmark som ledende fødevarenation.
Find hele rapporten her: Food Nation 2021