I fremtiden vil globaliseringen tvinge danskerne ned i løn. Sådan lød meldingen fra direktør for svinedivisionen i Danish Crown Jesper Friis, da han torsdag aften gæstede Debatten på DR2.
Tidligere på dagen annoncerede han, at omkring 800 medarbejdere i Danish Crown står til at miste jobbet, fordi der ikke er tilstrækkeligt med slagtesvin i Danmark. Men i Debatten erkendte direktøren, at også slagteriarbejdernes løn er en del af problemet.
– 93 procent af det, vi laver, bliver eksporteret, så om vi vil det eller ej, konkurrerer vi direkte med polakker og tyskere, sagde Jesper Friis, der dog ikke mener, at slagteriarbejderne nødvendigvis skal have færre penge mellem hænderne. Han foreslår, at problemet løses ved at lette skatten for slagteriarbejderne med en særordning.