Et negativt resultat på 96 millioner var forventet, lyder det fra Dagrofas koncernchef. Regnskabet viser dog positive tendenser og koncernen vinder markedsandele.
Med et driftsresultat, der er forbedret med 36 millioner og en omsætning, der er vokset med 275 millioner, ser fremtiden noget lysere ud, end den gjorde efter mareridtsregnskabet fra 2018. Samtidig vinder Dagrofa markedsandele i et marked i vækst, lyder det fra koncernen. Den helt store udfordring har været i foodservicesegmentet.
– Vi har opnået et meget godt resultat i detail, og vundet markedsandele, blandt andet ved for første gang siden 2015 at sikre organisk vækst i butiksnettet med flere nyåbnede butikker, end vi har lukket. Samtidig giver styrkede butikskoncepter os øget konkurrencekraft. Det gør naturligvis ekstraordinært ondt på Dagrofa Foodservice, at restauranter, caféer, hoteller og kantiner var lukket ned en stor del af året, men organisationen har alligevel formået at omstille sig løbende og vundet flere store kontrakter trods COVID-19-pandemien, siger Dagrofas koncernchef, Tomas Pietrangeli.
Dagrofa er nu inde i det sidste år af indeværende strategiperiode med strategien #StærkereSammen, som har sigtet efter at gøre Dagrofa profitabel i løbet af 2021. Neddroslinger i restaurationsbranchen og et hårdt presset turismeerhverv forventes fortsat at påvirke Dagrofa Foodservice, men ambitionen er stadig et rentabelt Dagrofa inden udgangen af 2021.
– Resultatet i 2020 var forventet, og vi følger planen på trods af den negative påvirkning fra COVID-19 på foodservicesektoren. 2020-resultatet er drevet af øget omsætning og indtjening i detail samt effektiviseringer, og forhåbentlig kan vi også snart øge aktiviteten i Dagrofa Foodservice i takt med, at samfundet gradvist åbner mere op, siger Tomas Pietrangeli.
Ny strategiperiode
I 2021 vil Dagrofa-koncernen formulere og lancere en ny strategi for 2022-2024, der skal sikre et sundt og bæredygtigt Dagrofa, som i fremtiden fremstår endnu stærkere til glæde for koncernens kunder, købmændene, medarbejderne og ejerne.
– Vi er kommet langt med vores ”StærkereSammen”-strategi i hele koncernen. Nu går vi en spændende fremtid i møde, hvor vi skal være endnu mere offensive, og det arbejde ser jeg frem til at gå i gang med sammen med resten af koncernen, siger Tomas Pietrangeli.
Årsregnskabet for 2020 bliver godkendt den 9. april 2021.