2018 bød på stor fremgang for Coca-Cola, der ifølge Ritzau tjente 42,5 milliarder kroner i det forløbne år. Det viser årsregnskabet fra det amerikanske selskab, der er offentliggjort torsdag.
Sammenlignet med 2017 er der tale om mere end en femdobling af resultatet, men det år var belastet af en stor skatteregning, som trak overskuddet ned.
Coca-Colas omsætning dog faldet med ti procent i løbet af 2018 til 210,3 milliarder kroner, men det er ifølge ledelsen helt i tråd med Coca-Colas strategi om at lægge opgaven med at brygge ud til franchisepartnere.
I stedet tjener Coca-Cola penge på at sælge ekstrakter og få procenter af salget, men slipper så for at have udgifter til selve produktionen. Coca-Cola anslår, at selskabets palet af læskedrikke samlet har vundet markedsandele fra rivalerne i løbet af 2018. Noget som ledelsen af bl.a. Pepsi ikke er helt enige i.
Salget af sodavand steg med to procent gennem året, hvilket begrundes med en stærk vækst i bl.a. Kina og Østeuropa.
Særligt de sukkerfri varianter af både Coca-Cola, Sprite og Fanta bliver fremhævet blandt de varianter der udviser den største stigning.
Coca-Cola forventer i 2019 at kunne hæve omsætningen med tre til fire procent, fraregnet opkøb og udsving i valutakurser.