Chr. Hansen er ikke ramt mærkbart af coronavirusset og fastholder finansielle forventninger.
Mens en lang række danske virksomheder er udfordret af coronavirusset, er den danske ingredienskoncern Chr. Hansen sluppet for de helt store økonomiske skrammer. Selskabet fastholder således sine forventninger til vækst og indtjening i 2019/2020. Det skriver Ritzau med reference til selskabets halvårsregnskab, der dækker fra september 2019 til og med februar 2020 og dermed ikke perioden, hvor virusset har spredt sig til hele verden.
Chr. Hansen, der er blandt verdens største producenter af bakterier, kulturer og enzymer til mejeriprodukter og fødevarer, blev dog ikke mærkbart påvirket af udbruddet i Kina i starten af året, oplyser ledelsen ved regnskabsfremlæggelsen.
Ledelsen gør det klart, at det er svært at forudsige, hvordan corona-krisen vil påvirke resten af året, da forskellige effekter vil påvirke over forskellige tidshorisonter.
– På den korte bane har en række kunder sikret eller endda øget deres lagre som følge af udbruddet, hvilket har skabt en ekstraordinær efterspørgsel, som dog forventes at blive normaliseret over tid, skriver ledelsen i regnskabet.
I bemærkningerne til regnskaber oplyses, at mere end en milliard mennesker hver dag spiser eller drikker et produkt, der indeholder ingredienser fra Chr. Hansen, der er blandt de største fødevarerelaterede virksomheder i Danmark målt på omsætning og antallet af ansatte.
I forbindelse med fremlæggelsen af regnskabet oplyses, at finansdirektør Søren Westh Lonning, der har været i selskabet i 13 år. har opsagt sin stilling for at “starte i en tilsvarende stilling i en virksomhed, der ikke er i konkurrence med Chr. Hansen.”