1. februar 2020 flytter Center for Hygiejnisk Design fra DTU Fødevareinstituttet til FORCE Technology i Brøndby. Både medarbejdere og testudstyr flytter med.
DTU Fødevareinstituttet og FORCE Technology har indgået aftale om at overflytte Center for Hygiejnisk Design fra DTU til FORCE Technology per 1. februar 2020. FORCE Technology viderefører centret som hidtil, da centres tjenester vil indgå i et naturligt samspil med forretningens eksisterende faglige kompetencer indenfor hygiejnisk design og materialer. Centret fortsætter således med at udbyde sine sædvanlige tjenester til gavn for dansk industri og erhvervsliv.
Højnet standarden for hygiejnisk design
DTU Fødevareinstituttet har drevet Center for Hygiejnisk Design siden 2014. Det er vigtigt for DTU, at universitets forskningsbaserede viden bliver stillet til rådighed til gavn for virksomheder og erhverv. For DTU Fødevareinstituttet har det derfor været særdeles positivt at have været med til at højne standarden for hygiejnisk design i industrien og gennem de seneste seks år at servicere mange virksomheder med EHEDG-certificering, efteruddannelse og hygiejniske design-projekter.
I løbet af de seks år har Center for Hygiejnisk Design udviklet kvaliteten og omfanget af ydelser og rådgivning, og centret har i stigende grad fået henvendelser fra internationale virksomheder om assistance.
Faglige kompetencer samles ét sted
DTU Fødevareinstituttet og FORCE Technology har i fællesskab vurderet, at centret har ideelle betingelser ved at fortsætte og blive videreudviklet i regi af FORCE Technology, som allerede har dybtgående faglig ekspertise indenfor fagområdet.
Per 1. februar vil centret inklusiv de faglige medarbejdere og testudstyr blive flyttet til FORCE Technology i Brøndby, hvor de samme testfaciliteter og den samme kvalitetssikring fortsat vil være til stede. Alan Friis fortsætter som leder for centret, hvor han i samarbejde med de overflyttede DTU-medarbejdere tager imod kundehenvendelser, rådgiver og tester udstyr.
– Jeg glæder mig meget til samarbejdet hos FORCE Technology. Det bliver spændende at blive en del af et stort teknisk miljø med fokus på produkttest, industrielle serviceydelser og hygiejnisk performance i fødevarebranchen og beslægtede industrier,” udtaler Alan Friis.
Med overflytningen af Center for Hygiejnisk Design bliver stærke faglige kompetence indenfor hygiejnisk design og fødevaresikkerhed samlet ét sted, og testfaciliteterne bliver fastholdt i Danmark til gavn for industrien i Danmark. Testcentrets forankring hos FORCE Technology betyder dermed, at virksomheder nu får én samlet indgang til EHEDG-tests og højt specialiseret viden om hygiejnisk design og materialer.
Tæt samarbejde med universiteter
– Som Godkendt Teknologisk Serviceinstitut har FORCE Technology en årelang tradition for tæt og givtigt samarbejde med de danske universiteter, fortæller Juan Farré, CTO i FORCE Technology. Han mener, at aftalen mellem DTU og FORCE Technology bekræfter de stærke bånd og sikrer, et styrket fagligt miljø i Danmark til gavn for især de danske producenter af fødevareudstyr.
– Avancerede og sammenhængende faciliteter er afgørende for, at vi i Danmark kan opretholde vores innovationsevne. Uden en infrastruktur af laboratorier og faciliteter får vi ikke omsat ny viden til konkurrencedygtige produkter i industrien, slutter Juan Farré.