Stor nedskrivning smadrer Carlsbergs bundlinje.
Carlsbergs resultat faldt i 2017 betydeligt, primært som følge af en milliardnedskrivning i Rusland.
Årsregnskabet, der blev offentliggjort onsdag morgen viser en omsætning med et lille fald til 61,8 milliarder kroner.
Alt andet lige ville denne omsætning sikre en bedre bundlinje, da de senere års effektiviseringer nu viser deres effekt.
Sådan er det dog ikke gået, og det skyldes at ledelsen har valgt at foretage ekstraordinære nedskrivninger på 4,6 milliarder? Det har fået nettoresultatet til at falde fra 4,5 milliarder til 1,3 milliarder kroner.
Nedskrivningerne skyldes endnu en nedskrivning af værdien på Baltika bryggerierne i Rusland, som altså endnu en gang smadrer Carlsbergs samlede bundlinje. Dog ikke som slemt som for 2 år siden, hvor det blev til dybrøde tal.
Selvom den østeuropæiske del af Carlberg fortsat giver udfordringer, skriver ledelsen i regnskabet, at der var fremgang på alle markeder i Østeuropa med undtagelse af Rusland. Her faldt mængden af solgt øl med 14 procent, hvilket betyder, at det samlede salg i Østeuropa blev mindre end året før.
Det går den rigtige vej
Efter flere år med besparelser og frasalg for at gøre Carlsberg til et mere effektivt selskab er banen kridtet op til vækst.
– I 2018 vil vi øge fokus på omsætningsvækst, mens vi holder et skarpt fokus på omkostninger og opfyldelse af vores mål for besparelser, skriver ledelsen i regnskabet og konkluderer, at
man vil øge overskudsgraden i Vesteuropa, øge væksten i Asien ved at sælge mere premiumøl og sikre salgsvækst i Østeuropa.
Carlsberg er som tidligere beskrevet i gang med en større omstruktureringsfase kaldet Sail’22 under direktøren Cees ‘t Hart. Det har givet markante besparelser og øgede udbytter til aktionærerne.
Også i år vil aktionærerne blive belønnet med et 60 procents højere udbytte trods den forringede bundlinje.
Rusland bliver bedre i 2018
Milliardnedskrivning i Rusland er erkendelse af, at man købte ølmærker for dyrt, vurderer chefaktieanalytiker ifølge Ritzau.
Selv om bryggerigiganten Carlsberg har måtte nedskrive værdien af sine russiske ølmærker med 4,8 milliarder kroner, er det ikke noget, som chokerer, lyder det fra flere sider.
Der er snarere tale om en forårsrengøring og en erkendelse af, at man ikke kan tjene de penge på det russiske marked, som man forventede, da man købte sig ind lige før finanskrisen.
Det forklarer chefaktieanalytiker Michael Friis-Jørgensen fra Alm. Brand Markets til Ritzau.
– Det er en forårsrengøring – man får smidt nogle ting ud, og det koster ikke noget, men det var selvfølgelig ærgerligt, at man købte det for dyrt, siger chefaktieanalytikeren.
Lige før finanskrisen erhvervede Carlsberg markedsandele i Rusland via et opkøb af Scottish & Newcastle til 60 milliarder kroner, hvor man fik Baltic Beverages Holding med.
Temperaturen på det russiske marked var på daværende tidspunkt høj, men den har efterfølgende bevæget sig mod frysepunktet.
– Det er sket to ting: Lovgivningsmæssigt har man slået ned på det kæmpe alkoholforbrug, der er i Rusland, og så er den russiske økonomi ikke længere brølende stærk på grund af lave oliepriser.
– Det er det, der gør, at man desværre ikke kan forvente en vækst, som dengang man købte sine russiske aktiviteter, forklarer Michael Friis-Jørgensen.
Der er i Rusland kommet begrænsning på, hvor store ølflaskerne må være, og det har ramt Carlsbergs salg på det russiske marked, som på et tidspunkt var bryggerikoncernens største.
Trods svære markedsvilkår er Carlsberg dog begyndt at vende skuden på det russiske marked, forklarer Michael Friis-Jørgensen.
De sælger nemlig dyrere og dyrere specialøl på markedet, om end det ikke er i så store mængder, mens den russiske økonomi ligeledes fortsætter med at forbedres.
Derudover kan sommeren byde på et særdeles lukrativt ølsalg for Carlsberg i Rusland.
– Rusland vil være vendt rundt ved næste årsregnskab, alene af den grund at hele Europa rejser til Rusland, fordi der skal spilles VM i fodbold, vurderer chefaktieanalytikeren ifølge Ritzau.