Nu skal de blå bude dække et større område end tidligere, når Wolt udvider leveringsområdet.
Wolt dækker i dag 13 danske større byer og de travle bude skal fremover ud på nogle længere køreture.
– Hvor det eksempelvis førhen kun var muligt at bestille mad og daglige fornødenheder fra butikker og restauranter i en radius af 4 eller 4,5 kilometer, har Wolt nu gjort det muligt at foretage bestillinger fra butikker, der ligger i op til 5 kilometers radius fra brugerens bopæl. Og det giver danskerne mulighed for at bestille fra flere butikker og restauranter, siger Søren Meier Svendsen, direktør for Wolt i Danmark.
Udvidelsen skal være til fordel for både forbrugere, butikker og restauranter lyder det fra budservicen. Den udvidede leveringsdistance er netop trådt i kraft og gælder typisk fra centrum af byen.
– Vi forsøger hele tiden at optimere vores tjeneste og gøre det nemmere for danskerne at få adgang til en bred pallette af restauranter og butikker. Hvis det ikke tidligere var muligt at bestille mad til en hver smag og enhver adresse, så er der det helt sikkert nu, siger Søren Meier Svendsen.
Udvidede åbningstider i København
Samtidig med udvidelsen af leveringsområdet, udvides leveringsvinduet i København også. Fra den hidtidige lukketid klokken 22 til klokken 24.
– Vi ser et uforløst potentiale og en oplagt mulighed for at tilbyde en endnu bedre service til vores brugere. Og vi har derfor fået endnu flere fantastiske restaurantpartnere med ombord, der nu står klar til at lave alt fra asiatisk til italiensk mad i de sene aftentimer, fortæller Søren Meier Svendsen