En dansk plastvirksomhed benytter BrauBeviale til at møde nye som gamle samarbejdspartnere i den globale bryggerisektor. For fjerde gang er man i denne uge på plads i Messezentrum Nürnberg – og forventningens glæde er stor.
De senere år har Rolf Schmidt Industri Plast A/S fra Kolding været fast inventar på den tyske bryggerimesse. Når man servicerer kunder i hele verden med specialkonstruerede twistere og dåsevendere, giver det god mening at bruge tre dage sammen med de 1.100 andre udstillere og næsten 40.000 gæster. Siden den sydjyske virksomhed besøgte messen første gang, har man hentet flere spændende eksportordrer afledt af deltagelsen. Direktør Flemming Andreassen sætter stor pris på den uformelle atmosfære på BrauBeviale, der dog ikke går ud over det målrettede fokus.
– Der er en helt særlig stemning. Hele bryggerisektoren mødes, høj som lav. Der er habitter og kjoler, men så sandelig også shorts og træsko. Faktisk rigtig mange. Det tror jeg ikke, man finder andre steder, siger han med et smil og understreger, at det naturligvis er udbyttet, der er årsagen til, at man atter engang vender tilbage.
– Vi kommer i dialog med nye potentielle kunder. Samtidig er der mange gamle kendinge til stede. Vi har kunder i Mellemøsten og USA, som vi kun møder på BrauBeviale. Det er det perfekte mødested.
Flere strenge at spille på
Flemming Andreassen fortæller videre, at man gennem virksomhedens fyrreårige historie altid har haft et tæt samarbejde med bryggerier og læskedriksproducenter i ind- og udland. Højteknologisk CNC-produktion med fræsning og drejning af plastemner i mindre serier passer godt til segmentets udfordringer. Fra fremstilling af nye dele til specialmaskiner til kernekompetencen med konstruktion af twistere, snegle og dåsevendere til store produktionslinjer. Derfor er der nok at vise frem og snakke om i Nürnberg. Både i dialogen med de mange indkøbere, men også maskinbyggerne er stærkt repræsenteret på messen.
– Her har vi flere strenge at spille på. For eksempel har de tyske maskinbyggere svært ved at få lavet nye enkeltdele til deres maskiner, da mange plastfirmaer syd for grænsen fokuserer på serieproduktion. Der kan vi opfylde et behov. At vi også kan levere væsentligt hurtigere end de er vant til, hjælper selvfølgelig også, konkluderer Flemming Andreassen.