Robot- og automationsbranchen kan se frem til at mødes i faglige og inspirerende rammer, når Automatik åbner i dag, tirsdag, i Brøndby Hallen. Messen byder på flere end 90 udstillere og et alsidigt konferenceprogram.
BILA, Fanuc, Technicon, OnRobot og Zebicon er blandt de omkring 90 udstillere, som har sikret sig en stand til Automatik, og udstillernes opbakning til messen glæder projektchef i MCH Messecenter Herning Mona Jakobsen:
– Vi er meget glade og taknemmelige for, at flere end 90 udstillere fra branchen har vist os tillid og valgt at bakke op om messen og på den måde bidrage til at holde hjulene i gang i dansk erhvervsliv, siger Mona Jakobsen og tilføjer:
– MCH gennemførte i august den første MCH-messe siden nedlukningen, interiør- og designmessen Formland, med bred tilfredshed fra både udstillere og besøgende. De gode takter bygger vi videre på, når kunder, forhandlere, leverandører og samarbejdspartnere fra robot- og automationsbranchen i næste uge mødes til personlige møder i trygge rammer til Automatik.
Automatik gennemføres under konceptet TrygtMøde, der med nøgleprincipperne antal, afstand og hygiejne sikrer såvel udstillere som besøgende de optimale rammer om et attraktivt og ansvarligt mødested for branchen.
Automatik finder sted 8.-10. september og samler hvert andet år robot- og automationsbranchen til tre dage med netværk, vidensdeling og handel i Brøndby Hallen. Messen arrangeres af MCH Messecenter Herning i samarbejde med brancheorganisationerne DIRA, Veltek og BITVA.