Probiotiske bakterier kan styrke immunforsvaret og mave-tarm-systemet, men når de som noget nyt anvendes til mælk – som er pH-neutral – kræver det en særlig renlighed i produktionen, fordi der så ikke er noget syre til at slå uønskede bakterier ihjel. Mælk med sundhedsfremmende evner er på hylderne i svenske supermarkeder og er måske på vej til Danmark. De probiotiske bakterier har ingrediensvirksomheden Chr. Hansen produceret i årtier, men tidligere har bakterierne kun været anvendt i syrnede produkter, hvor det sure miljø slår uønskede bakterier ihjel. Derfor har udviklingstiden på halvandet år primært handlet om at sikre selve processen omkring det sted i Arlas produktion, hvor bakterierne bliver tilført mælken. Hele udviklingen har derfor foregået i et tæt samarbejde mellem Chr. Hansen og Arla, skriver Ingeniøren i dag.
De to nye mælketyper, Immune og Balance, er lanceret i Sverige i september i år under navnet Arla Wellness. Arla har endnu ikke besluttet, om mælken kommer på det danske marked.