En investering på 190 millioner euro skal imødekomme international efterspørgsel på næringsrig mælkepulver. Pengene investeres i et nyt produktionsanlæg på Pronsfeld mejeri i Tyskland.
Arla har investeret 190 millioner EUR i at udvide sit mejeri i Pronsfeld i Tyskland, primært for at øge produktionen af næringsrig mælkepulver. Pronsfeld er Arlas største mejeri, og investeringen er virksomhedens største enkeltstående investering i et mejeri til dato. Udvidelsen skal understøtte den forventede årlige brandede volumenvækst på 5-7 % i Arlas internationale forretning i tråd med selskabets femårige Future26-strategi .
Udvidelsen af Pronsfeld mejeri omfatter et produktionsanlæg med et 51 m højt tørretårn som det centrale element. Det kan årligt forarbejde 685 millioner kilo mælk, som bliver til omkring 90.000 tons højkvalitets mælkepulver. Mælkepulverets egenskaber og lange holdbarhed gør det særligt velegnet til Arlas internationale markeder, hvor det er en naturlig og vigtig del af den lokale kost, især i hurtigt voksende byområder.
Mælken der indgår i produktionen, stammer primært fra Arla-gårde i regionen omkring mejeriet, hvilket understøtter en bæredygtig forsyningskæde og en konkurrencedygtig mælkepris til andelshaverne.
– Det er med stor glæde, at vi indvier udvidelsen af vores mejeri i Pronsfeld i dag. En af de største udfordringer, det globale samfund står over for i øjeblikket, er at sikre, at så mange som muligt har adgang til god og nærende kost hver dag. Som led i vores Future26-strategi vil vi styrke og udvide vores forretning på internationale markeder som Mellemøsten, Vestafrika og Sydøstasien, hvor efterspørgslen på billige og nærende mejeriprodukter overstiger både den lokale produktion og det lokale udbud. Mejeriet i Pronsfeld er det største Arla-mejeri i verden og leverer allerede en stærk eksportforretning. Med det nye produktionsanlæg spiller mejeriet en endnu vigtigere rolle i vækststrategien for vores internationale forretning, udtaler Peder Tuborgh, CEO for Arla Foods.
– Jeg er meget stolt af indsatsen fra vores kollegaer, som sammen med vores partnere har gjort udvidelsen af vores mejeri i Pronsfeld mulig. Det er et vigtigt skridt i udviklingen af vores produktionskapacitet i retning af en mere effektiv og bæredygtig mælkeproduktion, der bygger videre på vores styrker her i Tyskland og udnytter de nyeste teknologier. Denne udvikling sætter standarden for vores fremtidige mejeri-investeringer og understøtter vores nye strategi om at være førende inden for værdiskabelse og bæredygtighed, tilføjer Executive Vice President og chef for Arlas forsyningskæde David Boulanger.
Opførelsen af produktionsanlægget startede i 2019. I dag beskæftiger mejeriet i Pronsfeld ca. 1000 medarbejdere og producerer mejeriprodukter til omkring 70 lande i hele verden.