Ny forskning dokumenterer, at designet af afløbssystemerne i produktionsmiljøer i fødevareindustrien har indflydelse på risikoen for skadelige bakterier som listeria.
Danmark og resten af Europa bliver jævnligt ramt af udbrud af listeriabakterier i fødevarer med alvorlige konsekvenser for både forbrugere og fødevareproducenter. Seneste tilfælde var i juli i år, hvor det resulterede i dødsfald og tilbagetrækning af produkter i flere lande, sidstnævnte blandt andet i Danmark. Ifølge Institut for Veterinær Sygdomsbiologi ligger Danmark blandt de lande, der har relativt mange tilfælde af listeria på trods af en generelt høj fødevaresikkerhed.
En effektiv og hygiejnisk bortledning af spildevandet spiller en kritisk – men ofte overset – rolle for hygiejnen i produktionsmiljøet i fødevareindustrien. Det dokumenteres i ny uafhængig forskning, der viser, at hygiejnisk designede afløbssystemer kan medvirke til at reducere antallet af farlige bakterier i produktionsmiljøet og dermed risikoen for listeria i produkterne.
Forskningen er gennemført af det anerkendte Fraunhofer Institut i Tyskland. Instituttet har undersøgt forskellen i hygiejne og rengøringsvenlighed for hygiejnisk designede afløbskanaler fra ACO-koncernen – sammenlignet med traditionelle kanaler i et design, der i dag typisk benyttes i fødevareindustrien i Europa.
Markant resultat
Resultatet er markant: de hygiejniske produkter kan rengøres fuldstændigt på mindre end ti minutter, mens de traditionelle produkter stadig har restforurening selv efter tre timers gennemskylning.
Undersøgelsen viser tydeligt, at produkter fra ACO’s sortiment af afløbssystemer, kaldet HygieneFirst, kan reducere risikoen for bakteriel forurening og samtidig bidrage til at minimere omkostningerne til rengøring betydeligt.
Administrerende direktør fra ACO Nordic Hans Olsen siger:
– Desværre bliver mange afløbssystemer i industrien i dag dårligt designet og projekteret. I bedste fald medfører det blot en øget løbende omkostning til rengøring og vedligeholdelse, men i værste fald kan det resultere i kontaminering af fødevarer, som så skal trækkes tilbage med økonomiske og imagemæssige tab til følge. Man kan imidlertid – og heldigvis – reducere denne risiko for forurening væsentligt, hvis man blot vælger løsninger til hygiejnisk design af afløbssystemerne.