I samarbejde med Roskilde Festival har Husbryggeriet Jacobsen i år valgt at involvere festivalens Facebook-følgere til en afstemning om, hvilken Jacobsen-øl der skal serveres i årets Food Court. Food Court fungerer som Roskilde Festivals madlaboratorium, hvor der serveres spændende mad til festivalgæsterne.
Det blev den belgiske amber ale, der med flere end 1450 likes vandt ølvalget. Den økologisk øl kommer til at hedde Jacobsen Food Court Ale.
”Vi udviklede fire øl på konceptniveau. Det vil sige, at de faktisk ikke var brygget endnu, men at vi havde en klar beskrivelse af, hvordan de ville smage, og dem kunne man så stemme på. Fælles for de fire varianter var, at de ligesom de fleste øl fra Jacobsen går rigtig godt til mad. Selvom de fire varianter derudover var økologiske, var de alligevel vidt forskellige – helt i tråd med Roskildes ånd,” siger diplombrygger Michael Rahbek, der er produktionsleder på Jacobsen.
”Food Court Ale er en økologisk amber ale af belgisk type udelukkende brygget til Roskilde Festival 2016 og kun i 11.000 liter. Jeg vil kalde den en frisk tørstslukker med god balance, der byder på mange kombinationsmuligheder inden for både det uformelle og højere gastronomiske univers, men især er den god til stærk mad. Den er brygget på fem forskellige økologiske malt, og smagen er sødlig med diskret bitterhed, og derfor tror jeg, de fleste vil kunne lide den, også festivaldeltagere der normalt ikke drikker øl til maden,” siger Michael Rahbek, der selv serverer det første glas Food Court Ale onsdag den 29. juni kl. 17 i Jacobsens Roskildebar.