Sodavanden og burgermenuen har næsten ikke kunne blive stor nok, men nu skal piben få en anden lyd. Står det til danskerne skal portionerne til at skrumpe.
Store pakke- og portionsstørrelser får os nemt til at spise og drikke for meget, hvilket kan føre til overvægt. Og danskerne er godt klar over, at de store størrelser er med til at gøre os tykke. Det er muligvis derfor, at flere end syv ud af 10, ifølge en undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse, synes, at det er en god eller meget god ide, at fødevareproducenter, supermarkeder, cafeer og restaurant er begyndt at downsize, dvs. gøre portionsstørrelserne mindre.
– Undersøgelsen viser, at danskerne kan se pointen i at gøre mad- og drikkevarer mindre for at forebygge overvægt. De fleste danskere har overvægt inde på livet, enten hos sig selv eller hos nære pårørende, siger Susanne Tøttenborg, projektleder for Ja tak, lidt mindre og seniorkonsulent i Kræftens Bekæmpelse.
51 procent voksne danskere har i dag overvægt, og ud af dem har hver tredje svær overvægt. Fortsætter udviklingen vil tallet være steget til 66 procent i 2045 – og næsten halvdelen med svær overvægt. Mange flere får altså overvægt og endda i sværere grad. De øger risikoen for op mod 40 sygdomme, herunder type 2 Diabetes, hjerte-karsygdomme og en lang række kræftformer.
En lille er nok
En anden ny undersøgelse – den er fra Coop Analyse – peger også i retning af, at danskerne er klar til mindre størrelser. Her fik deltagerne vist to sodavand, én på 50 cl og én på 37,5 cl, og blev spurgt, hvilken der typisk kunne dække deres behov. 47 procent svarede 37,5 cl, mens 31 procent mente, at det var 50 cl. Hvis det var nemt at vælge en mindre størrelse, vil det have sundhedsmæssige gevinster ved at hjælpe danskerne med at holde en sund vægt.
– Når man tager en mindre sodavand, får man dækket sit behov og kan nyde en kold sodavand, samtidig med man sparer på kalorierne. Når så mange flere mener, at en sodavand på 37,5 cl er nok sammenlignet med 50 cl, er det et signal om at gøre det nemmere at snuppe en lidt mindre sodavand – eller helt erstatte ½ liter flasken med en mindre flaske, siger Susanne Tøttenborg.
Fokus på både sundhed, smag og klima
Mindre portioner er også godt for klimaet. Derfor kan en ændring i de mængder, vi spiser og drikker, være med til at gøre en forskel både for sundheden og for klimaet. Hos De Samvirkende Købmænd anerkender man, at fødevareproduktionen står for en betydelig del af den samlede klimabelastning.
– Alle bør gøre en indsats for, at salget af fødevarer ikke handler om at få mest muligt for så lav en pris som muligt. Downsizing kan være en måde at give kunderne en god oplevelse, men i en lidt mindre størrelse. Hermed optimeres hensynet til sundhed og klima, men også til smag, siger John Wagner, adm. direktør for De Samvirkende Købmænd