Racerkørerne har Formel 1, tennisspillerne Wimbledon og kokkene Bocuse d’Or. At vinde Bocuse d’Or er det største, en konkurrencekok kan opnå. Og hvor det i begyndelsen som regel var en franskmand, der vandt, har Norden i de senere år gjort sig gældende.
Den regerende mester er dansk. Det er Rasmus Kofoed, som vandt guld ved det seneste Bocuse d’Or og tidligere har vundet såvel sølv som bronze. I år er den danske deltager Jeppe Foldager med Christoffer Brink som assistent.
Bestyrelse for Bocuse d’Or i Danmark – med tidligere fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) i spidsen – er senest blevet styrket rent fagligt, blandt andet i kraft af et nyt samarbejde mellem restaurationsbranchen og fagforbundet 3F. Således bliver der for første gang tale om et fællesskab, når det danske DM for kokke, brancheforeningen Horestas konkurrence Årets Kok, afholdes i år.
Her vil de tre øverstplacerede nemlig blive tilbudt en plads i den udvælgelseskonkurrence, som arrangeres for at finde den næste danske Bocuse d’Or-deltager.