Øget opmærksomhed på vegansk livsstil, har medført en stigning på 40 % i serveringen af veganske retter hos flyselskabet Emirates. Alene i januar serverede Emirates 20.000 plantebaserede måltider til sine passagerer.
Tilbage i december måned blev flyselskabet kåret som flyselskabet med det bedste veganske tilbud til sine rejsende, af mediet Vegan News. Kåringen er kommet efter intenst fokus på at skræddersy menuer til passagerer med særlige behov eller ønsker og det har altså båret frugt. Kåringen og en global øget bevågenhed på veganske måltider har resulteret i, at Emirates i januar kunne servere 40 % flere veganske måltider i forhold til måneden før.
Emirates har over 170 plantebaserede opskrifter i kogebogen for at kræse for sine veganske kunder. Ligesom flyselskabets øvrige menuer er de veganske også inspireret af lokale og regionale køkkener og er derfor tilpasset selskabets mange destinationer. Nogle af de mest populære serveringer er champignon Ravioli, vegetabilsk Tagine serveret med couscous og ragout på sødekartofler, linser og spinat med dampede, brune ris. Måltiderne serveres naturligvis med et udvalg af veganske desserter som key lime parfait med dadler og citruskompot, saftig chokoladekage eller en chia-budding. Er man mere til ost, er det også en mulighed. Indtil nu har Emirates serveret 18.000 kilo nøddebaseret, vegansk ost.
Meget mere end vegansk
For kunder, der endnu ikke er sprunget med på veganuary-bølgen, er der masser af andre lækkerier på menuen. Flyselskabet serverer over 110 millioner måltider hvert år, alle med samme opmærksomhed på enhver detalje. Det er catering i stor stil til mere end 55 millioner gæster om året, der rejser til og fra flere end 140 byer på seks kontinenter – nok til at de kan kalde sig verdens største flyvende restaurant.