Når FoodTech-messen i næste uge slår dørene op til tre dage med fokus på fødevareindustrien, bliver det med rekordmange udstillere. Ikke siden 2007 har opbakningen til fødevaremessen været så stor, og derfor glæder det arrangøren, at udstillertallet nærmer sig de 300.
– Vi glæder os over, at branchen bakker op om FoodTech. Det bliver en fornøjelse at se hallerne proppet med udstillere, aktiviteter, fødevarer og konferencer – og helt sikkert rigtig mange besøgende, som alle er med til at skabe netop det mødested, som gør FoodTech så fantastisk, siger John Dørr Jensen, projektleder i MCH, der arrangerer FoodTech.
FoodTech skydes officielt i gang tirsdag formiddag, hvor administrerende direktør i MCH A/S, Georg Sørensen, og senior vice president i ABB, Markus Brettschneider, vil holde åbningstaler, inden H.K.H. Prins Joachim vil forestå den officielle åbning af FoodTech 2016.
Under åbningen uddeler professor i fødevareteknologi ved DTU, Jens Adler-Nissen, den prestigefulde innovationspris FoodTech Award 2016, hvor otte produkter er nomineret. De otte nominerede er forhåndsudvalgt af en fagjury, som har bedømt de 84 produkter, der ansøgte om at blive en del af FoodTech Product News.
H.K.H. Prins Joachim medvirker også til åbningen af International Food Contest i hal L og hal M, hvor der overrækkes priser til både danske og internationale vindere i de forskellige fødevarekategorier.
Fakta:
FoodTech samler fødevareindustrien i MCH Messecenter Herning 1.-3. november til tre dage med fokus på de nyeste trends og løsninger. Under FoodTech kan besøgende opleve International Food Contest, EHEDG-verdenskongressen, FoodTech Student Challenge, Science Street, FoodLab, to inspirerende produktionslinjer og meget andet.