Sidste år relancerede Santa Maria deres krydderisortiment til restauranter og storkøkkener. I et hug relancerede man 170 produkter, hvor man udover at opdatere ingredienssammensætningen gik fra plastikemballage til den mere bruger- og miljøvenlige FSC-certificerede emballage fra et bæredygtigt skovbrug.
– Vi har gennemgået og forbedret alle vores produkter med fokus på både smag og sundhed. Med mindre salt, mindre sukker og færre tilsætningsstoffer vil vi give inspiration til at lave mere velsmagende og sund mad. Vi lancerer også et helt nyt sortiment uden tilsat salt, så du selv kan tilsætte salt efter smag og behag, sagde Göran Widler, marketing manager for Foodservice i World Foods & Flavoring division of Paulig Group den gang.
I år blev Santa Maria belønnet for det store sats, da de til Mærkevareleverandørernes awardshow løb med prisen for Årets Nyhed. Prisen er belønnet fordi den nye emballage mindsker CO2 udslippet med hele 80 % og fordi forbrugeren nu kan smide emballagen direkte i papcontaineren.
Prisen betyder meget for Santa Maria, da det er et bevis for at slutbrugeren har taget produkterne til sig.
– Jeg er glad for det. Glad for tanken om, at vi gør noget for miljøet. Stolt over, at vi går foran, og jeg håber at mange andre følger trop, fortæller Kenneth Grønne, der er country manager hos Santa Maria.
Selvom det har været Santa Marias store forarbejde, der har været grobund for den flotte pris, ville det aldrig kunne lade sig gøre uden grossisternes tålmodighed, forklarer Kenneth Grønne:
– De har været hjælpsomme. De bliver jo ikke ubetinget begejstret, når vi vil ændre varenumre på 170 varer. Det er et stort arbejde.
Kriterierne for Årets Nyhed beskrives som et produkt, der f.eks. kan bidrage med en bedre økonomi hos slutbrugeren, gladere gæster eller bidrage til at spare ressourcer eller være et nyt koncept, som bidrager med noget unikt.