Copenhagen Concepts, der står bag restauranterne MASH, UMAMI og Le Sommelier, har valgt at koncentrere sig om MASH og lukker derfor de to andre restauranter i København, hvor sidste åbningsdag bliver fredag den 15. december 2017.
Baggrunden for lukningen er, at Copenhagen Concepts vil fokusere og strømline forretningen og i fremtiden koncentrere sig om MASH i Danmark og i udlandet, hvor man har åbnet flere restauranter gennem de seneste år.
– Vi har været utroligt glade for UMAMI og Le Sommelier, som gennem årene har tilbudt vores gæster noget unikt. Fra det japansk-franske fusionskøkken i eksklusive rammer på UMAMI til det klassisk franske på Le Sommelier. Med høje faglige standarder har vi drevet UMAMI gennem 12 år og Le Sommelier gennem 20 år, og vi er stolte af det, vi har leveret og de oplevelser, vi har givet tusindvis af gæster fra ind- og udland, siger Mikkel Glahn, partner og marketing manager i Copenhagen Concepts.
I takt med den øgede konkurrence i København har det været svært for de to restauranter at fastholde det antal gæster, som skal til for at give gæsterne den optimale restaurantoplevelse.
– Med Le Sommelier fik København for 20 år siden for første gang en restaurant, der tog vinen ligeså seriøst som maden. Og med UMAMI gav vi København en international restaurant, der forenede gastronomi og design. Kill your darlings, som man siger, og det er der i den grad tale om for os, for vi har virkelig holdt af UMAMI og Le Sommelier. Det har været en hård beslutning at tage, siger Jesper Boelskifte, CEO og partner i Copenhagen Concepts.
Nedlukningen af de to restauranter betyder, at Copenhagen Concepts nu kan arbejde mere fokuseret med plejen og udviklingen af koncernens flagskib, MASH, hvor flere nye restauranter er på vej.
– Nu er tiden kommet til at fokusere og bruge vores kræfter på nye eventyr. Med Café du Sommelier i Düsseldorf lever Sommelier videre i en ny version, som er meget tilgængelig og klar til en international rejse. Og med vores åbning af MASH på Frederiksberg ligger der allerede nu nye, store og spændende opgaver foran os, siger Jesper Boelskifte.