Kan fødevaregiganterne, innovative start ups, førende forskere og talenter fra hele Europa sammen finde nye veje til sundere mad?
Ja, lyder svaret fra InnovateFood, et nyt dansk initiativ født ud af medlemsorganisationen Danish Food Cluster, der omfatter 140 store og små fødevarevirksomheder, universiteter og organisationer.
InnovateFood tager udgangspunkt i 12 autentiske udfordringer med at producere sundere mad i fremtiden – udfordringer der kommer fra både de allerstørste virksomheder og de mindste iværksættere i ind- og udland.
De 12 cases vil blive behandlet i et åbent-innovations set-up i InnovateFood Challenge, hvor både et ekspertpanel og en gruppe udvalgte studerende vil bearbejde udfordringen.
”Det er en særlig mulighed for at finde nye løsninger, der både kan hjælpe virksomhederne med at finde fremtidens storsællerter og hjælpe med at overkomme aktuelle samfundsudfordringer”, siger leder af initiativet Nikolai Milman.
Også plads til fremtidens talenter
En særlig aktør på InnovateFood er fremtidens talenter, de studerende, som vil udgøre det ene ekspertpanel i InnovateFood Challenge. Dette er en god chance for virksomhederne i forhold til at tiltrække og rekruttere attraktive medarbejdere til branchen.
Ifølge Mads Clemmensen, CEO ved Foodjob.dk, som er ansvarlig for at sammensætte det helt rigtige hold af studerende, er der flere gevinster at opnå for virksomhederne ved at deltage i challengen:
“Denne type challenge er en unik måde at kanalisere viden ind i fødevareindustrien. Det er også en rigtig stærk mulighed for virksomhederne, fordi de kan få sparring på aktuelle udfordringer, opnå værdifulde og nytænkende inputs fra to skræddersyede paneler og desuden få mulighed for at møde en række talentfulde studerende”.
InnovateFood finder sted i 2017’s fødevarecentrum Aarhus fra den 31. august til 1. september 2017 samtidig med Food Festival, Aarhus Festuge, Aarhus Europæisk Kulturhovedstad 2017 og Better Food for More People.
Danish Food Cluster er vært for eventet og bag sig har de en stærk partnersammenslutning bestående af Aarhus Universitet, Foodjob.dk, Region Midtjylland, Innovationsfonden, Danish Crown, Arla, VisitAarhus, Landbrug & Fødevarer og Invest in Denmark.