11 robot- og automationsproducenter fra Danmark udstillede på Europas største robotmesse, Automatica 18, hvor 890 udstillere fyldte 66.000 kvadratmeter messehaller i München med alt, hvad hjertet kan begære inden for robot- og automationsteknologi. Messen havde over 46.000 besøgende fra mere end 100 nationer. Med en sjetteplads på verdenskortet over lande med mest automatiserede industri ligger Danmark helt i front, når det handler om overlade farlige, tunge og monotone eller meget præcisionskrævende opgaver til robotter.
Ny-fusionerede OnRobot løb med den prestigefulde IERA Award og både de splinternye MiR500 mobile robotter fra Mobile Industrial Robots og den nye e-Series fra Universal Robots gav straks ordrer i ordrebogen på gigamessen Automatica 18 i München. Samtidig er der anerkendelse af lille Danmarks store rolle på det globale robotmarked fra international iagttager.
– Vi er meget stolte af at vores nye Gecko Gripper vandt den prestigefyldte IERA Award på Automatica 18. Inspirationen til Gecko-griberen kommer fra naturen og bruger det samme klæbesystem til at gribe med som fødderne på en gekko, fortæller Niels Appel, CCO, OnRobot.
Positiv oplevelse
Regional sales director Per Kloster Poulsen fra Universal Robots havde også en god messe. Han siger:
– Automatica i år har været en ekstremt positiv oplevelse. Vores nye platform og sofistikerede produktserie e-series fik en helt overvældende flot modtagelse af både slutklunder, forhandlere og presse. Faktisk fik vi ordrer
på de nye e-series robotter fra både danske og udenlandske slutkunder ganske kort tid efter, vi havde præsenteret produktnyhederne. Der var simpelthen noget af den hype, som man ser i forhold til Apple, hvor fans står i kø for først at få fingre i nye modeller med nye spændende features og muligheder.
Frank Tobe, medstifter af robot-aktieindekset ROBO-Global Robotics & Automation Index på Nasdaq-Børsen i New York City, har ikke kunnet undgå at bemærke al den positive opmærksomhed, dansk robotteknologi får:
– Den danske robotklynge er mindst lige så omfangsrig, dygtig og succesfuld som klyngerne I Silicon Valley og, Boston/Cambridge og Pittsburgh i USA. Talentmassen i Odense-området er iøjnefaldende stor både hos robotproducenter som MiR, Universeal Robots og OnRobot samt hos integratorerne og maskinbyggerne. Cobots blev lovprist overalt på Automatica-messen. Universal Robots, opfinderen af cobots, havde en kolossal stand, som constant var propfyldt med besøgende.
Også CEO Thomas Visti fra Mobile Industrial Robots (MiR), som for nylig blev solgt til amerikanske Teradyne for op mod 1,7 mia. kr., men fortsat har hovedkvarter i Odense, var ovenud tilfreds. Ligesom Universal Robots oplevede MiR det usædvanlige, at deres produktnyheder på messen blev bestilt med det samme, uden at køberne først skulle hjem og have lov fra head quarters.
De danske producenter har allerede booket kalenderen, når Automatica finder sted næste gang 16.-19. juni 2020.