Trods et milliardresultat i 2017 skal Arla nu til at spare markant, skriver Finans. Erhvervsmediet oplyser, at mejerigiganten de seneste måneder har været udsat for et stigende økonomisk pres, der nødvendiggør den omfattende sparerunde.
Spareplanen indebærer ifølge Finans, at der bl.a. skal skæres i møde- og rejseaktiviteter samt i markedsføring, udviklingsudgifter og konsulentudgifter. Derudover indføres et ansættelsesstop, så kun de mest kritiske stillinger genbesættes.
FødevareFOKUS har fornyligt skrevet om de mange udviklingsmilliarder, Arla har afsat de kommende år, men i hvor stor grad disse bliver beskåret, er der foreløbigt ingen oplysninger om. Mellemlederne hos Arla har ifølge Finans allerede fået udleveret rammerne for planen, men Arla vil først i løbet af april afsløre, hvor stor den samlede besparelse bliver, og om planen indebærer fyringer.
Finans har tidligere beskrevet, at Arla gennem flere år har været ude af stand til at holde trit med sin vigtigste konkurrent, hollandske Royal Friesland Campina, der præsterer markant højere indtjening end Arla. De seneste måneder er presset på Arlas indtjening og konkurrenceevne blevet voldsomt forstærket, så selskabet nu også overhales af andre konkurrenter.
– Allerede i efteråret 2017 igangsatte satte vi et stort flerårigt effektiviseringsprogram, men de seneste måneder er presset på vores indtjening øget. Det har skabt en brændende platform, som gør, at vi må fremskynde og forstærke en række sparetiltag, siger Peder Tuborgh til Finans.
Det aktuelle pres på Arlas indtjening og konkurrenceevne skyldes blandt andet, at selskabet har en langt større valutaeksponering end konkurrenterne.
– Alene det seneste års kursfald på pund koster os et stort trecifret milliontab i danske kroner, siger Peder Tuborgh.
Spareplanen blev meldt ud internt i Arla for få dage siden. Peder Tuborgh af respekt for medarbejderne endnu ikke oplyse, hvor stor den samlede besparelse ventes at blive. Han vil heller ikke kommentere, om der bliver tale om fyringer.